luftfart

Air Greenland fik plus på 90 millioner kroner

Bestyrelsen anser årets resultat som tilfredsstillende

I 2015 udfasede Air Greenland sin sidste Dash 7 og har nu udelukkende Dash 8 (billedet) i den fastvingede del af flyflåden

Air Greenland-koncernen kom ud af 2015 med et overskud før skat på 90,3 millioner kroner.

Overskuddet er dermed 9,6 millioner kroner større end i 2014, hvor bundlinjen viste 80,7 millioner kroner.

Efter skat var 2015-resultatet på 60 millioner kroner, en stigning på 7,3 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år.

Med et stagneret hjemmemarked de foregående år valgte Air Greenland i 2015 at fokusere på udvikling af turismesegmentet, med et godt resultat til følge, understreger luftfartsselskabet.

Øget vækst
Over højsæsonen 2015 har Air Greenland oplevet vækst og ni procent flere passagerer, og 2015 blev således året, hvor selskabet har transporteret flest passagerer. 2015 skilte sig ligeledes ud ved, at virksomheden også oplevede mærkbar vækst i den såkaldte skuldersæson - de sæsoner, der kommer umiddelbart ført og efter højsæsonen.

Læs: Udsigt til rekordmange turister i år

Ensartet flyflåde
I oktober 2015 fuldførte Air Greenland harmoniseringen af den fastvingede del af indenrigsflåden, som i dag tæller syv Dash 8 fly. De nyere Dash 8 er billigere i drift, både hvad angår brændstofforbrug og flyvedligehold. Derudover er flyene hurtigere, hvilket er med til at optimere trafikafviklingen, påpeger selskabet.

Effektiviseringer
- Flådeudviklingen er således et led af flere i selskabets arbejde med effektiviseringer, som også ses i arbejdet med at reducere vores omkostninger. En ny infrastruktur i Grønland vil betyde store forandringer for Air Greenland, og det er essentielt, at virksomheden rettidigt ruster sig til de nye landingsbaner og en skærpet konkurrencesituation, understreger ledelsen i det delvist selvstyreejede luftfartsselskab.

Øget omsætning
- Koncernens omsætning er steget med 53 millioner kroner til 1.2 milliarder kroner. Air Greenland har leveret et tilfredsstillende resultat. Og som bestyrelse bemærker vi, at indsatsen overfor turismesegmentet har båret frugt. Samtidig leverer vores datterselskaberne også gode resultater, hvilket også kan ledes tilbage til et voksende udenlandsk marked. Det er en vigtig udvikling, ikke kun for Air Greenland, men for den samlede turismesektor, et fokus vi fastholder de kommende år, fremhæver bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen i en pressemeddelelse.

2015-resultatet er bedre, end Air Greenland havde ventet i første omgang.

Ud over selve luftfartsselskabet består Air Greenland koncernen af Hotel Arctic, Grønlands Rejsebureau, samt 50 procent af Arctic Umiaq Line.

Air Greenland fortsætter sit strategiske fokus på vækst indenfor turismesegmentet, og sætter i løbet af højsæsonen i år 16 procent flere sæder til salg.

Læs: Nyt fremstød for at skaffe turister

Powered by Labrador CMS