Air Greenland bliver for alvor grøn

Som et led i sin CSR-politik satser Air Greenland på at profilere sig som en grøn og effektiv virksomhed. Som det første males alle flyene grønne, og samtidig vil selskabet spare ressourcer ved at flyve med mere grønne piloter

Grønt image vil tiltrække nordamerikanske turister. Foto: Air Greenland

- Det er et stort skridt for både Air Greenland og kunderne og samtidig en klar markering af vores miljøarbejde som et led i vores samlede CSR-arbejde”, sagde Michael Binzer, da han i dag fredag bød velkommen til de to første grønne fly i Air Greenlands flåde, som landede i Nuuk kl. 11.00.

Flyene – DASH-7ere – ankom direkte fra den italienske virksomhed Primo de Aprilia i Buffone-lufthavnen nord for Rom, hvor man har speciale i at male fly miljøvenligt. Her skal alle Air Greenlands fly males om, så hurtigt fartplanen tillader at de tages ud, ét ad gangen.

- En stor dag for både Air Greenland og kunderne, sagde direktør Michael Binzer, da de første fly landede.For de helt små helikoptere samt de tilbageværende to S-61’ere, der har mange år på bagen, er turen til Italien dog for lang. De vil blive malet om på den mindre flyveplads Skämtfälla ved Kiruna i Nordsverige.

Målsætningen om at blive grønnere er forankret i selskabets samfundsansvarspolitik, også kaldet Corporate Social Responsibility, CSR. Allerede i september 2010 tiltrådte Air Greenland FNs Global Compact, hvor deltagerne forpligter sig til arbejde med menneske- og arbejdstagerrettigheder, antikorruption og ikke mindst klima og miljø.

- Vi har også allerede skiftet to af vores DASH-7 fly ud med de mere miljøvenlige DASH-8, ligesom vi har gennemgået vores generelle energiforbrug kritisk, oplyser Michael Binzer.

Stort potentiale hos nordamerikanske turister

- Vi oplever ofte skuffelse hos mange af de ældre amerikanske turister, der kommer til Grønland for første gang, fortæller Michael Binzer: - De regner med at Grønland lever op til sit navn som et grønt land, og når de så oplever brune klipper og blåt hav, bliver de nogle gange skuffede. Nogle af dem klager også over, at isfjeldene ikke er så store, som de havde regnet med, fortæller han.

Ansvarlighed giver indtjening

Som Grønlands største turistaktør ser Air Greenland det som sit ansvar at give et positivt billede af Grønland, og derfor vil ommalingen af alle flyene til en miljøvenlig grøn farve være et markant bidrag til at øge tilfredsheden og indtjeningen fra ældre turister fra USA, der udgør et velhavende og attraktivt segment.

Piloter med mere grøn profil

Det er også for at kunne konkurrere og være miljøvenlig, at Air Greenland er i gang med at modernisere sine piloter:

- Nogle af vores piloter har helt ærligt en del år på bagen og er ikke så miljøvenlige længere, siger Michael Binzer:

- Det er ligesom gamle motorer – selv om man renoverer dem, bliver de aldrig rigtigt effektive og har ikke længere den samme energi. Derfor starter vi nu et program, hvor ældre piloter, der er dyre i drift, erstattes af grønnere kolleger. Det vil ikke alene gøre det billigere, men også bidrage til et nyt image, slutter han.

Powered by Labrador CMS