AGF afviser Asiis kritik

Arctic Green Food vil meget gerne genåbne indhandlingsanlægget i Ittoqqortoormiit, lyder det fra selskabet

Arkivfoto: Sermitsiaq.AG

Arctic Green Food, AGF, påtager sig gerne noget af ansvaret for, at indhandlingsanlægget i Ittoqqortoormiit har været lukket i over ét år, men selskabet nægter at tage hele ansvaret.

Kommuneqarfik Sermersooq bærer også sin del af skylden, fastslår produktionsdirektør Arne Spicer Lindgren efter kritik fra kommunens borgmester, Asii Chemnitz Narup.

Læs "Asii: Det er uacceptabelt, AGF"

- Det er korrekt, at AGF og kommunen havde et projekt, som skulle have været i gang i 2011/12, men af forskellige årsager blev projektet udsat. Da AGF besluttede sig for, at nu skulle det være, sagde kommunen nej; man var kommet til et nyt finansår, og derfor var pengene der ikke mere, lyder Arctic Green Foods udlægning af forløbet.

Læs "Atassut-krav: Åbn nu, AGF"

- Så det var ikke AGF, der stoppede projektet, og det var ikke kun AGF, som forsinkede processen, fastslår Arne Spicer Lindgren, der ligeledes afviser, at anlægget skulle være ødelagt, som Asii Chemnitz Narup ellers har fremført.

- Der mangler en renovering for rundt regnet 100.000 kroner, og så har vi et brugbart anlæg, så hvor denne påstand kommer fra, er jeg uforstående overfor.

Læs "Ane Hansen: Det er meget uacceptabelt"

Uanset hvad vil Arctic Green Food dog gerne genoptage indhandlingen i Ittoqqortoormiit, lyder det:

- AGF vil meget gerne have gang i Ittoqqoortoormiit, da der er råvarer, som vi kan bruge fra området, men hvorfor arbejder vi ikke positivt sammen i stedet for at udstille hinanden.

Arctic Green Food har igennem den seneste tid mødt en del kritik, fordi en stribe af selskabets indhandlingsanlæg er lukkede, hvilket flere politikere ser som en overtrædelse af servicekontrakten med selvstyret.

Powered by Labrador CMS