Agathe vil styrke oplysning om misbrug
Vordende mødre ser gennem fingre med, at de ryger hash. Nu skal der fremadrettet gøres en ekstraordinær indsats på misbrugsområdet, mener Agathe Fontaine
Selv om 15 procent af de babyer, der er født inden for de seneste fire måneder, har vist sig at være babyer født af mødre, der har været brugere af hash, er de 15 procent ikke et tal, man kan bruge statistisk. Dog vækker antallet bekymringer.
- Derfor skal der fortsat fremadrettet fokuseres på hash og alkoholmisbrug. Det skal ske som et selvstændigt tema i folkesundhedsprogrammet Inuuneritla 2013 - 2018, svarer Agathe Fontaine medlem af naalakkersuisut for sundhed i et svar til Sivert K. Heilmann og Knud Kristiansen, begge Atassut. De har sammen bedt Agathe Fontaine om svar på et paragraf 37 spørgsmål om indsatsen på misbrugsområdet, herunder de gravide mødre.
Praksis er ved første jordemoderundersøgelse, der finder sted i graviditetsuge 12, at der spørges ind til alle gravides brug af rusmidler. Det noteres i den journal, hvis den gravide ryger hash, ligesom jordemoderen vejleder den gravide om hashens skadevirkninger.
Ved alle efterfølgende jordemoderundersøgelser bliver der fulgt op på udviklingen. Blandt andet bliver alle gravide tilbudt misbrugsbehandling.
Sivert K. Heilmann og Knud Kristiansen mener ikke, at man stiltiende kan acceptere, at mødre udsætter deres fostre for ødelæggende passiv indtagelse af forbudt hash.