AG-leder: Vi skal have nye indtægter

Som optakt til tirsdagens Inatsisartut-valg gengiver vi her lederen i ugens udgave af Atuagagdliutit/Grønlandsposten

Foto: Leiff Josefsen

(Christian Schultz-Lorentzen er chefredaktør for avisen Atuagagdliutit/Grønlandsposten)

Der lagt op til en valggyser, når sammensætningen af det nye Inatsisartut skal vælges på tirsdag. Et valg, der i vid udstrækning handler om, hvorvidt den første regering efter vedtagelsen af den historiske Selvstyrelov - med IA som det bærende parti - har indfriet forventningerne, så vælgerne vil give koalitionspartierne en valgperiode mere til at fortsætte sit omfattende reformarbejde. Eller om oppositionen - med Siumut som den dominerende spydspids - skal overtage tøjlerne igen efter knap fire år i den politiske skammekrog bevæbnet med en skrattende megafon.

Og så er der lige det berømte men, for nogen vil formentlig hævde, at de to store partier vil kunne finde sammen i et samarbejde. En tanke, der som udgangspunkt ligner fantasterier. Nok har Siumut under valgkampen flere gange listet sig frem på frierfødder. Men IA har tøvet, og den reserverede mine er forståelig. Siumuts oppositionspolitik har sat sig dybe spor. Hvis man først og fremmest har bemærket sig som en destruktiv og aggressiv politisk modstander – forstår man næppe heller ikke at indgå i en regering, hvor evnen til at indgå kompromis er afgørende for en langsigtet, politisk støt kurs. Selv et tvangsægteskab – hvis de små og afgørende partier kræver for meget - synes fjernt.

Valgkampen har været præget af en betydelig omgang populisme og umoden overbudspolitik med et forbløffende fravær på anvisninger, når det gælder økonomisk finansiering. En økonomisk gavebod, der ikke vil have sin gang på denne jord, hvis samfundsøkonomien skal hænge sammen. Næh, den der råber højst, har ikke nødvendigvis ret. Snarere tværtimod. Midt i virvaret findes der dog et enkelt fælles mål som alle partier støtter op omkring. Fra protestpartiet Partii Inuit til det hensygnende Atassut er alle enige om, at uafhængighed fra Danmark er målet. I hvert fald under en eller anden form. En mulighed som Selvstyreloven åbner op for, fordi Grønland – i modsætning til i Hjemmestyreloven - fik retten til undergrundens ressourcer og en folkeafstemning om løsrivelse fra Danmark.

Det er derfor bekymrende og foruroligende, at landets største oppositionsparti, Siumut, har så voldsomt svært ved at finde ud af, hvad de selv mener på råstofområdet. Så vil partimedlemmer have royalty. Så vil man ikke. Ja, selv da Storskalaloven blev vedtaget sidste efterår, var partiet tilsyneladende så meget i splid med sig selv, at man undlod at stemme hverken for eller imod loven. Man må med rette kunne forvente mere af et parti, der ser sig selv i en førende rolle i en regering. Det er ikke småting, det handler om. Det er Grønlands velfærd og fremtid, der står på spil.

Råstofferne er det eneste økonomiske udviklingsområde til rejer og hellefisk. Og det haster med at få sat skub i udviklingen. Tidligere tiders misrøgt af rejebestanden har betydet, at Naalakkersuisut måtte reducere kvoten med 25 procent. En ubehagelig, men nødvendighed beslutning, hvis rejefiskeriet fremover skal være en del af vores erhverv - også for kommende generationer. Sporene skræmmer. Den forhenværende regerings kvoterovdrift på krabbefiskeriet fik katastrofale konsekvenser for bestanden og dermed de nuværende og stærkt reducerede fangstkvoter.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så skal der skaffes nye indtægter til den store husholdningskasse. De kommende år vil udgifterne eksplodere til en stadig større ældrebefolkning, ligesom værdien af bloktilskuddet udhules med tocifrede millionbeløb hvert år, fordi tilskuddet beregnes efter den lavere danske inflation. Beregninger viser, at vi om få år vil mangle en milliard kroner om året for blot at holde det samfundsniveau, vi kender i dag. Den nuværende koalition har formået at undgå de hovsaløsninger, som tidligere prægede den politiske dagsorden.

Dermed ikke sagt, at der ikke har været fejl. Men Naalakkersuisut har med støtte i en række kulegravende kommissioner arbejdet professionelt på at skaffe sig den nødvendige faglige viden, inden vidtrækkende beslutninger skulle tages. Den tradition bør fortsætte efter valget, så vi ligger solidt på den politiske hovedvej, der skal føre os mod det fælles mål: muligheden for uafhængighed. Det kan ingen partier opnå alene. Det kræver samarbejde på tværs af de politiske skel. Så når der skal stemmes, bør man tænke på de politikere, der er i besiddelse af disse evner. Der har været nok hovsaløsninger i Grønlands nyere historie.

Ugens AG er spækket med valgstof. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS