Hovedstadsstrategi

Afviser behov for hjælp af Selvstyret

Kommuneqarfik Sermersooq har slet ikke bedt Selvstyret om at stille finansiel sikkerhed for byudviklingen af Nuuk, siger borgmester Asii Chemnitz Narup (IA)

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup

Naalakkersuisoq for finanser Aqqaluaq B. Egede har løftet pegefingeren overfor Kommuneqarfik Sermersooq, at kommunen skal selv hæfte for det 4­ til 5 milliarder kroners ambitiøse udviklingsprojekt.

- Det er vigtigt at få afdækket, at de forpligtelser, som kommunen indgår i, er økonomisk sunde, således at kommunen og dermed dens borgere ikke efterfølgende kommer ud i økonomiske problemer, sagde naalakkersuisoq for finanser til avisen Sermitsiaq, der afviser, at selvstyret vil yde finansiel sikkerhed eller på anden vis kautionere for projektet.

Læs: Selvstyret afviser hjælp til storstilet boligplan

Har ikke bedt om hjælp
Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup (IA) deler fuldt ud Aqqaluaq B. Egedes synspunkt.

- Vi har slet ikke bedt Selvstyret om at stille finansiel sikkerhed for byudviklingen af Nuuk, siger hun i en pressemeddelelse, der undrer sig over, hvordan det kan blive en historie.

Læs: Største boligplan i Grønlands historie skudt i gang

Kommunalt projekt
Arbejdet med byudviklingen sker i tæt samarbejde med Departementet for Finanser og Skatter, oplyser hun.

- Men byudviklingen er et kommunalt projekt, hvor Kommuneqarfik Sermersooq står for finansieringen sammen med private finansielle institutioner i et offentligt-privat samarbejde, fremhæver Asii Chemnitz Narup.

Læs: Storstilet boligprojekt skal finansieres af pensionspenge

Hun påpeger, at Kommuneqarfik Sermersooq laver projekter, som kommunen selv finansierer, og projekter de finansierer sammen med private som for eksempel i den kommende byudvikling.

- Fælles er, at de er økonomiske forsvarlige og bæredygtige. Arbejdet med en samfundsøkonomisk konsekvensvurdering er i fuld gang, og den viser, at byudviklingen oven i købet vil skabe stor vækst i hele landet. Jeg er derfor helt tryg ved finansieringsformen, lyder det fra borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs: Verdensberømt arkitekt har tegnet arktisk stadion

Læs om det store byudviklingsprojekt i ugens udgave af Sermitsiaq. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS