Aftale i Qeqertalik snart på plads

Ane Hansen, der fortsætter som borgmester i Kommune Qeqertalik forventer et bredt forlig om kommunalbestyrelsens politiske mål for de næste fire år.

Offentliggjort

Der er ro i Kommune Qeqertalik.

Samarbejdsaftalen for Kommune Qeqertaliks kommunalbestyrelse er ved at være klar. Kun små detaljer justeres nu, og Ane Hansen, IA, forventer et bredt forlig i kommunen.

- Vi er ved at være klar med en samarbejdsaftale, som vi skal skrive under ved det kommende konstituerende møde. Det bliver et bredt forlig, da vi i IA gerne vil inddrage de andre partier i vores arbejde i kommunen, siger Ane Hansen, der nu er sikret at fortsætte som borgmester i kommunen.

Samarbejde ønskes

Ane Hansen blev ellers overhalet af Peter P. Olsen ved valget, men han har valgt en naalakkersuisoq-post og overladt borgmesterposten til Ane Hansen.

Inuit Ataqatigiit har over 50 procent af stemmerne og sidder tungt på kommunalbestyrelsen i Diskobugten. Med ni medlemmer ud af 15 har de ikke reel grund til at finde partnere for at fortsætte deres arbejde. Atassut og Demokraatit har hver et medlem mens Siumut har fire medlemmer.

- Vi vil sikre de andre partiers politiske indflydelse. Vi vil hellere samarbejde og gå demokratisk til værks end at gå enegang, siger Ane Hansen.

Strukturen videreudvikles

Kommune Qeqertalik har udviklet en anderledes kommunestruktur end den gængse, som andre kommuner benytter sig af. Dette for at opnå en mere borgernær beslutningsproces i de fire byer, som er i kommunen.

Det vil den kommende kommunalbestyrelse udbygge, så den centrale administration bliver mere en rådgivende enhed end et hierarkisk styre.

- Vi er enige om, at børn og unges vilkår på alle punkter skal forbedres. Som eksempel i folkeskolen, fritidslivet og ved forebyggende indsatser for at opnå sunde børn, samt ved sociale sager, siger Ane Hansen, der understreger, at der også er indsatser for sårbare i befolkningen og for ældre.

Erhverv skal udvikles

Kommunalbestyrelsen vil arbejde for at gøre de kommunale stillinger mere eftertragtede, så kommunen kan tiltrække mere uddannet arbejdskraft.

Samtidig vil Kommune Qeqertalik fremme erhvervsudviklingen og gøre kommunen erhvervsvenlig for selvstændige. Udviklingen skal formes i samarbejde med Qeqertaliks erhvervsråd og Destination Disko Bay, fortæller Ane Hansen.

Der er endnu ikke sat dato for det konstituerende møde i kommunalbestyrelsen. Mødet forventes dog i slutningen af april eller i starten af maj.

Powered by Labrador CMS