Aftale om børn og unge skiftede hænder

Fra nytår er det kommunerne, der varetager al specialundervisning og pædagogisk-psykologisk rådgivning af børn og unge. Det sker for at ensrette indsatsen

Ansvaret for specialundervisning af børn og unge er nu i Kanokukas hænder. Palle Christiansen, medlem af naalakkersuisoq og Martha Abelsen, formand for Kanukoka skrev i dag under på overdragelsesaftalen. Foto: Nanoq

Palle Christiansen, naalakkersuisoq for uddannelse og forskning skrev i dag under på, at kommunerne fra nytår overtager al specialundervisning af børn og unge. Det skete sammen med formand for Kanukoka, Martha Abelsen, der med i aftalen også får ansvaret for den pædagogiske-psykologisk rådgivning, PPR.

Martha Abelsen siger i en pressemeddelse, at de kommunale myndigheder glæder sig til at overtage områderne, så de fremover kan yde en ensartet og samlet indsats i kommunerne i forhold til børn og unge.

- Naalakkersuisut har arbejdet for en styrkelse af indsatsområder i forhold til uddannelse, børneog ungestrategien samt tidlig indsats for børn og deres familier. Og med denne overdragelse sikres en bedre synergieffekt, siger Palle Christiansen.

Pædagogisk-psykologisk rådgivning og vidtgående specialundervisning er af væsentlig betydning for folkeskoleområdet samt for arbejdet med børn og unge op til 18 år. PRR-arbejdet består primært i undersøgelser, samtaler, rådgivning og vejledning.

Powered by Labrador CMS