Afgiftsmillioner ruller ind i Landskassen

Bilsalget var i 2018 så stort, at Landskassen fik tilført 53,6 millioner kroner i indførselsafgifter, hvilket var en stigning på 7,5 procent i forhold til året før. Et tegn på at det går rigtig godt for Grønlands økonomi.

Når det gælder afgifter på tobak og alkoholholdige drikkevarer kommer der færre penge i Landskassen, fordi der drikkes og ryges mindre end tidligere.

Aldrig før har Landskassen fået tilført så mange afgiftskroner, som det skete i 2018. Det fremgår af Politisk Økonomisk Beretning 2019, som blev fremlagt i Inatsisartut-salen i sidste uge.

Den 90 sider lange beretning er en temperaturmåling på, hvor godt det står til med landets økonomi.

Flere afgiftskroner

På flere fronter tjener Landskassen flere penge i form af afgifter, fordi der handles og indkøbes mere blandt virksomhederne og i de private husholdninger.

Provenuet fra stempelafgifter er en af de indikatorer, som økonomerne fokuserer på, når man skal vurdere om der er høj- eller lavkonjunktur.

I 2018 landede stempelafgifterne på 49,3 millioner kroner, hvilket var en stigning på 38,8 procent i forhold til året før.

Fisk- og rejeafgifter

Den langt største afgiftsindtægt kommer imidlertid fra fisk og rejer. En lovændring, der fik virkning fra starten af 2018, resulterede i, at der kom ekstra 152 millioner kroner i landskassen, så de samlede indtægter på fiskeriafgifter landede på 425,6 millioner kroner.

Dermed udgjorde afgifterne fra fiskeriet 35,6 procent af det samlede provenu fra de indirekte skatter i 2018 mod 26,4 procent i 2017.

Mindre tobak og alkohol

På to områder fik Landskassen færre penge i kassen, hvilket er den gode nyhed, når man tager i betragtning, at det er tobaks- og alkoholsalget, der har været vigende.

Provenuet fra tobaksprodukter faldt i forhold til året før med 6,3 millioner kroner i 2018 og for de alkoholholdige drikkevarer udgjorde faldet knap 10 millioner kroner. Hvis man skal sammenligne indførelsen af tobak og alkohol siden 1996, så er den faldet med henholdsvis 24 og 22 procent.

Powered by Labrador CMS