Gå til hovedindhold

Afgiftsfri nummerplade ser dagens lys

En særlig nummerplade, der er afgiftsfri, er netop introduceret i Grønland. Men før bilejere begynder at glæde sig skal det oplyses, at der gælder helt særlige forhold for at få nummerpladen.

Kalaallit Airports oplyser, at man efter flere års forarbejde sammen med myndighederne til efteråret kan tage en afgiftsfri nummerplade i brug. Køretøjerne må imidlertid kun bruges på lufthavnsarealerne.

De nye nummerplader er gule og har røde tegn. De første to bogstaver er UA, der står for Uden Afgift. Pladerne er resultatet af flere års samarbejde mellem Skattestyrelsen, Politiet og Kalaallit Airports om af finde en løsning for køretøjer, der ikke forlader lufthavnenes arealer, bliver det oplyst i en pressemeddelelse.

- Vi har haft en frugtbar og konstruktiv dialog med myndighederne, og det har resulteret i, at Politiet i Grønland nu har modtaget den første gule nummerplade i Grønland: UA 10 000. Det er første gang denne type plader bliver introduceret i Grønland, men tilsvarende bruges i lufthavne verden over. Pladerne ligger nu parat hos Politiet, parat til at blive skruet på lufthavnenes køretøjer, efterhånden som de kommer til Grønland, siger Morten T. Leth, der er projektleder hos Kalaallit Airports.

Der er aftalt en procedure imellem Politiet i Grønland, Skattestyrelsen og Kalaallit Airports i forhold til at ansøge om at få et køretøj udstyret med de nye nummerplader.

Flere praktiske fordele

Der er en lang række fordele tilknyttet disse biler, fordi nummerpladerne gør det nemt at identificere det enkelte køretøj, hvilket både bruges i dagligdagens planlægning, men også i forhold til når bilerne skal have service. Derudover vil nummerpladerne også forenkle forsikring af lufthavnenes køretøjer og det bliver nemmere at ansøge om afgiftsfritagelse af lufthavnsrelateret køretøjer, oplyser lufthavnsselskabet.

Bilerne og specialkøretøjer med den nye nummerplade må ikke køre på de offentlige veje.

Det er indtil videre kun Kalaallit Airports, der har aftalt med Politiet og Skattestyrelsen om brugen af de nye nummerplader. Men Morten T. Leth kan godt forestille sig at andre lufthavnsrelateret virksomheder kunne have interesse i disse nummerplader.

- Foruden Mittarfeqarfiit kan det eksempelvis være et selskab, der har behov for at have deres eget køretøj der kun kører på lufthavnens arealer, siger han og tilføjer:

- Det er selvfølgelig op til disse virksomheder selv at tage kontakt til Skattestyrelsen og Politiet for selv at undersøge mulighederne.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER