Afgående UNICEF-chef: Meget var tabu for ti år siden

Børns rettigheder er for alvor blevet sat på dagsordenen siden NAKUUSA-projektet startede for små ti år siden. Det siger Steen M. Andersen der i slutningen af måneden stopper som generalsekretær for UNICEF Danmark.

Landsindsamlingen i 2017 til NAKUUSAs kampagne mod seksuelle overgerb indbragte rekordbeløbet 1,65 millioner kroner. Pengene blev brugt på kampagnen Ullut Tamaasa.

62-årige Steen M. Andersen har været generalsekretær for UNICEF Danmark i en halv menneskealder, 24 år for at være præcis. Men nu er det slut, ved udgangen af måneden giver han roret videre til Karen Hækkerup.

Men inden han stopper nåede han lige at besøge Grønland en sidste gang, og han lægger ikke skjul på, at det betyder en del for ham, at få sagt ordentligt farvel efter UNICEF's hidtil ti år lange arbejde i Grønland.

- Vi i UNICEF Danmark er stolt af vores indsats i Grønland, siger han til Sermitsiaq.AG under hans sidste besøg.

Vi mødes på UNICEF's nyetablerede kontor i Nuuk. Og det er ikke mindst på baggrund af dette kontor, at han nu trygt giver stafetten videre - også hvad arbejdet i Grønland angår.

Artikler om sultende børn

Det var i starten af 2009, at UNICEF annoncerede, at man var parat til samarbejde med de grønlandske myndigheder om at hjælpe de grønlandske børn. Forinden havde Sermitsiaq i en række artikler beskrevet, hvordan børn i landet sultede. Det fik UNICEF til at erklære, at Grønland ikke overholder FN's børnekonvention. I samarbejde med det daværende hjemmestyre blev NAKUUSa-projektet sat i søen.

- Der er kommet en helt anden bevidsthed i landet om spørgsmålet om børn og rettigheder, og en helt anden bevidsthed om, at børn er vigtige for landets fremtid, siger Steen M. Andersen.

Målinger fra UNICEF viser, at viden om børns rettigheder er steget i ganske imponerende grad. Steen M. Andersen erkender, at det ikke alene er NAKUUSA’s fortjeneste, men at for eksempel også børnetalsmanden gør en stor indsats på området.

Tabu brudt

Især når det gælder spørgsmålet om seksuelle overgreb, ser generalsekretæren en markant forskel.

- Det var ting, der var tabu dengang. Det er der egentlig ikke i dag. Da der blev lavet en tv-indsamling om seksuel udnyttelse af børn, som førte til den første landsdækkende kampagne, da måtte jeg tænke, hold da op, der er godt nok sket noget siden man for ti år siden dårligt nok ville diskutere, at man har det problem.

Imponerende udvikling

Faktisk mener han, at udviklingen af bevidstheden om børns rettigheder og nedbrydningen af tabuet globalt set er uden sidestykke.

- Det syntes jeg er imponerende, og jeg kan ikke komme i tanke om andre lande i verden, hvor der har været en udvikling, der har været så hurtig.

- En ting er kendskabet til børns rettigheder og nedbrydningen af tabuet. Men hvor meget kan børnene mærke forskellen sammenlignet med for ti år siden?

- Det er sørme svært at svare på. Jeg tror, at de børn, der har været direkte del af projektet NAKUUSA, de er helt klart påvirket. Det kan man se på, at de har en mere positiv holdning og mange af dem er blevet stærkere.

- Jeg nævner altid Aki-Mathilda (Høegh-Dam, red.) som nu sidder i folketinget og startede i NAKUUSA. Det måske det meget sjældne eksempel på det. Men jeg tror på, at det også har haft en effekt på alle de børn, der ikke har været ind over på en eller anden måde.

- Så ved vi godt, at der er nogle børn, der svært at nå, her tænker jeg på de særligt udsatte. Der er vi ikke endnu, det tager tid.

Steen M. Andersen håber, at UNICEF nu med det lokale kontor Nuuk, med Sara Olsvig som chef kan bidrage til, at man i samarbejde myndigheder og NGO'er kan tage de næste skridt for også at nå ud til de meste sårbare børn.

Powered by Labrador CMS