Ærlighed koster bestyrelsespost

Udtalelser om forældres druk og børns mistrivsel i Qaanaaq koster den danske projektleder Karen Littauer bestyrelsesposten i Foreningen Grønlandske Børn, skriver Ritzau.

Karen Littauer skulle have fremkommet med kritikken, mens hun var i Grønland i stedet for at vente til hun kom tilbage til Danmark, siger Marianne Jensen.

Foreningen Grønlandske Børn har presset projektleder Karen Littauer til at træde ud af bestyrelsen. Den danske kvinde, som står bag flere sociale projekter for udsatte børn i Grønland, har med sine udtalelser om druk og omsorgssvigt i Qaanaaq vakt så meget opsigt, at hun ikke længere er ønsket. Udtalelser som ellers har betydet, at Landsstyret har iværksat en plan for de 600 børn og voksne i Qaanaaq.

Karen Littauer har været i Grønland 43 gange og senest afsluttet et tre måneders teaterprojekt for børn og unge i Qaanaaq. Da hun kom hjem i maj, fortalte hun pressen om de rystende forhold, som mange børn lever under. Om døddrukne forældre ude af stand til at sørge for deres børn. Det fik omgående Landsstyret til at indføre spiritusforbud, og samtidig rejste landsstyreformand Hans Enoksen sammen med andre politikere til den lille by for med egne øjne at se på forholdene.

Karen Littauers udtalelser og det efterfølgende spiritusforbud vakte opsigt i befolkningen, hvor kritik fra danskere stadig ikke er velset. Også i Foreningen Grønlandske Børn, som har sæde i København, og som arbejder for at bedre børnenes vilkår, mener de øvrige bestyrelsesmedlemmer, at hun gik for vidt.

Generalsekretær Marianne Jensen siger til Ritzau, at det især skyldtes den måde, som kritikken blev fremført på.

- I Grønland har vi i mange år haft det sådan, at vi har følt os fjernstyret fra Danmark. Det er et gennemgående træk, at vi ikke bliver inddraget i de anliggender, der handler om os selv. Hun skulle have fremkommet med kritikken, mens hun var i Grønland i stedet for at vente, til hun kom tilbage til Danmark, siger Marianne Jensen.

Selv ønsker Karen Littauer ikke at uddybe sin udtræden, men nøjes med at sige, at "bestyrelsen og jeg er ikke enige om, hvad og hvor meget, man kan tillade sig at sige om problemerne i Grønland". Samtidig siger hun, at hun inden sin afrejse udtalte sig præcist ligeså direkte til Grønlands Radio, og at hun intet fortryder, fordi hun er sikker på, at kritikken kommer børnene i Qaanaaq til gode.

- Hvis jeg havde pakket mine udtalelser pænere ind, så var debatten aldrig kommet i gang. Det er sørgeligt, at man ikke må tale om problemerne, for gør vi ikke det, risikerer Grønland at miste en hel generation af børn og unge, som ikke får den omsorg, de har brug for, siger Karen Littauer.

Hun er siden blevet kontaktet af børn og forældre i Qaanaaq, der har takket hende for, at hun brød et tabu.

- Også nogle af de forældre, som blev meget vrede, har siden ringet og sagt, at det var godt, at jeg stod frem, siger Karen Littauer.

Powered by Labrador CMS