Ældretalsmand: Politikerne gør for lidt for ældre i bygderne

Der er store forskelle i ældres livsvilkår i Grønland. Politiske tiltag, der skal forbedre de ældres vilkår i bygderne mærkes ikke, mener ældretalsmanden.

Ældre bygdeboere overflyttes til nærmeste by, hvis de bliver for svage til at klare sig selv eller bliver syge. Det skaber en dårligere alderdom, og politikerne må forbedre forholdene, understreger ældretalsmand Inga Egede.

- Politiske tiltag for at forbedre livsvilkårene for ældre, der bor i bygder og yderdistrikter er for vagt.

Sådan indleder ældretalsmand Inga Egede sin pressemeddelelse i anledning af FN’s internationale ældredag den 1. oktober.

Ældretalsmanden kræver, at politikerne tager det første skridt mod handling i stedet kun for at bruge de ældres vilkår i deres valgtaler.

Ligestilling som tema

Hvert år markerer FN ældredagen den 1. oktober med et tema. I år er temaet ”Vejen mod større lighed uanset alder”.

- Hvis der skal banes vej mod større lighed uanset alder og bosted, skal politiske tiltag for at forbedre livsvilkår for ældre fra yderdistrikter og bygder øges betydeligt i Grønland. Der er for store forskelle på ældres levevilkår, alt efter hvor i landet de bor, siger Inga Egede.

Ældretalsmanden beretter, at ældre i bygder og yderdistrikter stadig flyttes til nærmeste by mod deres vilje, hvis de bliver syge eller for svage til at bo i eget hjem. Grunden er, at der er mangel på arbejdskraft i plejeområdet for ældre i bygder.

Ældre flyttes væk hjemmefra

- Jeg er klar over, at det oftest er nødvendigt, at svage og syge ældre fra bygder og yderdistrikter skal overflyttes til alderdomshjem i nærliggende byer. Men så må politikerne også sørge for, at de ældre der overflyttes til alderdomshjem i byerne får et værdigt liv med gode rammer, påpeger ældretalsmanden.

En kortlægning af ældres helbred i 2019 har vist, at en del ældre føler sig ensomme. Forekomsten er dobbelt så stor for ældre fra bygder end ældre fra byer, har rapporten vist.

Ældretalsmanden påpeger, at de ældre bør have bedre muligheder for at ses med deres nærmeste pårørende, også efter overflytning til et alderdomshjem i en nærliggende by.

Powered by Labrador CMS