Ældretalsmanden bør udpeges af Inatsisartut
Ældretalsmanden udpeges af Naalakkersuisuts, men talsmænd bør udpeges af et brede politisk organ – Udpegningen bør mindst ligge i parlamentet, skriver formanden for Rådet for Menneskerettigheder, Sara Olsvig i høringssvar.
Selvom Rådet for Menneskerettigheder i landet ser positivt på en lovændring, der skal sikre, at ældretalsmanden får sit eget sekretariat, så har Rådet to bemærkninger, som Naalakkersuisut bør være opmærksom på.
Det første er, hvis ældretalsmanden skal være fuld politisk uafhængig, så bør ældretalsmanden blive udpeget af Inatsisartut og ikke Naalakkersuisut.
- Ældretalsmanden udpeges af Naalakkersuisut – udpegningen bør mindst ligge i parlamentet sådan som det også er tilfældet for medlemmerne af Rådet for Menneskerettigheder. Denne pointe gælder i øvrigt også Børne- og Handicaptalsmændene, samt Ligestillingsrådets medlemmer, som fortsat udpeges af Naalakkersuisut – regeringen som de i sagens natur har en monitoreringsrolle over for, skriver Sara Olsvig i sin høringssvar om lovændring for ældretalsmanden.
Hvis Naalakkersuisut anser ældretalsmandsinstitutionen for, at være en menneskerettighedsinstitutionslignende enhed, så bør man tage FN’s Paris Principper vedrørende nationale menneskerettighedsinstitutioner, mener Sara Olsvig.
Større økonomisk støtte
Ældretalsmanden får en bevilling på 800.000 kroner årligt. I ændringsforslaget forventer man at der vil være etableringsudgifter til 100.000kroner, samt et yderligere tilskud på 950.000 kroner til varetagelse af sekretariatsfunktionen, også i første overslagsår.
- Skal disse beløb lægges sammen og forventer Naalakkersuisut, at Ældretalsmandsinstitutionen kan opretholde et kontor, alt inklusivt til mindst to fuldtidsansatte for 200.000kr årligt? Vi ønsker at advare mod, at der afsættes for få midler til driften af Ældretalsmandsinstitutionen, skriver Sara Olsvig i høringssvaret.
Rådet for Menneskerettigheder undrer sig over, hvorfor ældretalsmanden som den eneste ikke er medlem af rådet.
- Ingen af de etablerede institutioner og råd har forpligtelse til at koordinere med hinanden på anden vis end, at børne- og handicaptalsmændene samt ligestillingsrådsformanden er medlemmer af Rådet for Menneskerettigheder. Strukturelt er enhederne ikke bundet sammen. Det betyder, at menneskerettighedsarbejdet i dag udføres i 4-5 siloer, uden at nyde godt af faglig sparring, og uden at kunne opbygge den nødvendige faglige menneskeretlige kapacitet, afslutter Sara Olsvig.
Udover svar fra Rådet for Menneskerettigheder, så er der kommet tre svaret på høringen. Kommuneqarfik Sermersooq, Grønlands Erhverv og handicapforeningen i Grønland (KNIPK) er tilfreds med ændringsforslaget.