Ældre mand med corona afgået ved døden

Grønland har fået sit første corona-dødsfald. Det meddeler landslægeembedet.

En ældre mand i Upernavik, der er smittet med coronavirus, er afgået ved døden.

Det bekræfter landslægeembedet i en pressemeddelelse.

- Den afdøde er en ældre mand fra Upernavik, der har været indlagt på Upernavik sundhedscenter med Covid-19, oplyses det.

- Ethvert dødsfald er en tragedie. Desværre er vi her i landet på et stadie i epidemien hvor det er helt forventeligt at sygdommen vil koste menneskeliv og i øvrigt udvikle sig som andre steder i verden, siger landslæge Henrik L. Hansen og fortsætter:

- Jeg kan kun råde alle i landet at blive vaccineret og overholde de grundlæggende retningslinjer for at undgå smittespredning. Det er den bedste måde at begrænse antallet af alvorligt syge og dødsfald, siger han.

Omfattende smittespredning

De seneste dage har der foregået en omfattende smitteopsporing i Upernavik og dens bygder, og det arbejde fortsætter over weekenden og næste uge.

- De foreløbige resultater tyder på, at der er ret omfattende samfundssmitte i området, lyder det.

Det er ikke oplyst, hvor mange nye smittede, der er fundet i Upernavik og området ved de seneste tests.

Powered by Labrador CMS