Gå til hovedindhold

Aasiaat: Øl-forbud bliver ophævet

GU i Aasiaat har taget ombudsmandens afgørelse til efterretning i sagen om forbud mod alkohol på kollegiet

Forbuddet mod at opbevare alkohol på GU’s kollegieværelser i Aasiaat bliver ophævet den 1. januar 2014. Men der vil stadig være forbud mod at nyde alkohol i GU's kollegier.

Det sker, efter at ombudsmanden for Inatsisartut har vurderet, at der ikke er lovhjemmel til at opretholde alkoholforbuddet på kollegier.

Læs: Ombudsmand kritiserer alkoholforbud

Ophævelse af alkoholforbud på GU’s kollegier i Aasiaat kommer ikke til at indebære tilladelse til at holde fester på kollegierne. Det fortæller rektor på GU i Aasiaat, Flemming Guntofte Nielsen, til Sermitsiaq.AG.

Ombudsmanden for Inatsisartut har af egen drift undersøgt alkoholforbuddet på kollegierne i Aasiaat. Et forbud, der har været gældende siden efteråret 2011. 

Flere blev smidt ud
- Ombudsmanden er den højeste juridiske instans i Grønland. Vi vil selvfølgelig følge afgørelsen og ophæve forbuddet fra 1. januar, siger Flemming Guntofte Nielsen.

GU i Aasiaat strammede op på reglerne for alkohol i efteråret 2011, efter at flere elever blev smidt ud af deres værelser på grund af fester. Politiet har også været indblandet i flere drukfester.

- Der var omkring seks-syv  stykker, der blev smidt ud af deres værelser umiddelbart efter indførelsen af alkoholforbuddet i 2011. Der har også været et par stykker, som også måtte forlade deres værelser i de efterfølgende år, fortæller Flemming Guntofte Nielsen.

Elever, der bliver smidt ud af deres værelser, bliver dog ikke smidt ud af skolen, men de skal selv finde en anden bolig i Aasiaat. Flere, der er blevet smidt ud af deres værelser, har gennemført ungdomsuddannelsen.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER