Årets førstehjælper 2007

Kalaallit Røde Korsiat uddeler 2 førstehjælpspriser for "Årets førstehjælper 2007" for at redde to 3-årige drenge fra druknedøden i Sisimut den 15. april 2007.

To drenge på tre år blev reddet af Aslak Jensen og Carsten Lings, da de faldt igennem isen i Sisimiut.

Aslak Jensen og Carsten Lings befandt sig denne dag i en båd i havnen i Sisimiut, da de hørte råb fra havnen og bemærkede 2 børn, der var faldet gennem isen.

Ved en resolut handling fik mændene reddet tvillingerne op i deres båd og derefter på land. Børnene var på dette tidspunkt livløse og trak ikke vejret.

Aslak Jensen og Carsten Lings ydede herefter livreddende førstehjælp med hjertemassage og kunstigt åndedræt på stedet. Det resulterede i, at begge børn overlevede og i dag har det godt.

Førstehjælpsprisen til Carsten Lings vil blive overrakt af Sisimiuts borgmester, Hermann Berthelsen, ved et arrangement på Kommunekontoret i Sisimiut.

Førstehjælpsprisen til Aslak Jensen vil blive overrakt af Landsformand hos Kalaallit Røde Korsiat, Jens B. Frederiksen ved et arrangement på rådhuset i Nuuk.

Overrækkelserne vil ske samtidig, torsdag den 27. december 2007 kl. 1500.

Powered by Labrador CMS