Aaja: Udfordringen med hjemløse kræver samarbejde

Aaja Chemnitz Larsen opfordrer den danske statsminister til samarbejde om at dæmme op for det stigende problem med hjemløse grønlændere i både Danmark og Grønland.

Personer, der flytter til Danmark, oplever ofte det danske system som en labyrint, og i alt for mange tilfælde ender grønlandske borgere i Danmark på gaden uden job og sikkerhedsnet.

Det belyser en undersøgelse som Kofoeds Skole har lavet om, hvorfor migrationen mellem Grønland og Danmark ofte mislykkes.

Ved et møde denne uge med Statsminister Mette Frederiksen (S) har medlem af Folketinget Aaja Chemnitz Larsen (IA) forslået, at Naalakkersuisut og Regeringen går sammen for at afhjælpe hjemløshed

- Mange har ikke et netværk eller det kendskab til det danske system, som kan skaffe dem et arbejde og en bolig. Mit budskab til Statsminister Mette Frederiksen var til vores møde, at vi må samarbejde mere, siger Aaja Chemnitz Larsen til Sermitsiaq.AG.

Tallet stiger

Mens det samlede antal hjemløse i Danmark er faldende, er antallet af hjemløse grønlændere vokset støt siden 2013, hvor man begyndte at registrere hjemløse med grønlandsk baggrund.

- Hjemløshed fylder i større og større grad – både herhjemme og i Danmark. Flere kommuner opretter herberger, som hurtigt fyldes op. Herberger er nødvendige, men stadig brandslukning. Udviklingen går den helt forkerte vej og jeg mener løsningen skal findes i et samarbejde på tværs af vores landegrænser, siger Aaja Chemnitz Larsen.

- Vi har vist, hvordan vi kunne samarbejde om udsatte børn, vi burde også kunne finde fælles løsninger på det stigende antal hjemløse, fortsætter hun.

Tjenestebolig har en bagside

Folketingspolitikeren påpeger at det ofte går galt, når en flytning er en panikløsning på for eksempel boligproblemer her i Grønland.

- Mange oplever at de hurtigt falder igennem det velfærdsnet, som burde gribe dem. Særligt vores boligpolitik forfejler. Tjenestebolig er mere reglen end undtagelsen. Bagsiden ved en tjenestebolig er, at mister du dit job, så mister du også dit hjem. Når man så hverken har indkomst eller tag over hovedet, vælger mange, i håb om et bedre liv, enkeltbilletten til Danmark. Det er desværre ikke altid en god løsning, siger Aaja Chemnitz Larsen.

- Den nyudkomne rapport - Fra Grønland til gaden - giver os indsigt, som vi bør handle på og som kan inspirere til at styrke hjemløseindsatsen herhjemme, i Danmark og mellem vores regeringer, slutter hun.

Powered by Labrador CMS