Aaja: Jeg går stadig ind for selvstændighed

Aaja Chemnitz Larsen mener, at hendes tale ved Folketingets afslutningsdebat er blevet misforstået

Aaja Chemnitz Larsen (IA) ønsker et mere ligeværdigt samarbejde indenfor rigsfællesskabet. Det fastslog hun under Folketingets afslutningsdebat.

- Rigsfællesskabet skal udvikles for at bevares, sagde hun blandt andet i sin tale.

Men det skal ikke forstås på den måde, at hun har opgivet målet om selvstændighed, fastslår hun i en opdatering på facebook.

- Inuit Ataqatigiit er etableret fordi vi ønsker selvstændighed. Der er et politisk flertal for selvstændighed. Det er en kendsgerning, som blev genbekræftet ved valget den 24. april, skriver hun.

Men samtidig mener hun, at valget viste, at befolkningen ikke ønsker hurtig selvstændighed. Desuden peger hun på, at der fortsat ikke er hjemtaget nogen af de 32 resterende områder.

- Vi er i et Rigsfællesskab i dag. Det vil vi højst sandsynligvis også være i morgen. Vi har rigtig mange opgaver med at styrke vores samfund, ikke mindst for børn og unge, i Grønland før jeg mener det er forsvarligt at blive selvstændige. Skriver hun.

- I den tid vil jeg ikke i folketinget sidde med hænderne i skødet og vente. Jeg ønsker ikke kun at snakke om selvstændighed og et øget selvstyre. Jeg mener der skal handling bag vores ord før vi bevarer vælgernes tro på at vi kan gøre en forskel.

Powered by Labrador CMS