Gå til hovedindhold

Aaja: Første forhandling gik over forventning

IA's folketingsmedlem præsenterede Mette Frederiksen for en omfattende liste med punkter, som hun ønsker at samarbejde om.

Efter dagens indledende forhandlingsmøde med Mette Frederiksen er Aaja Chemnitz Larsen (IA) overordentlig optimistisk med hensyn til det kommende samarbejde.

- Det gik rigtig godt, faktisk gik det over forventning, siger hun til Sermitsiaq.AG

Aaja Chemnitz Larsen har præsenteret Mette Frederiksen for en omfattende liste af både mere overordnede punkter og helt konkrete krav.

- Helt overordnet ønsker jeg et ligeværdigt samarbejde, og det betyder øget indflydelse til os grønlandske folketingsmedlemmer.

Ikke mindst når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken, ønsker hun øget grønlandsk indflydelse. Herunder, at der ansættes flere grønlændere i udenrigstjeneste.

Ønsket om at etablere en arktisk minister blev ligeledes bragt på banen.

Derudover lægger Aaja Chemnitz Larsen vægt på en fælles dansk-grønlandsk indsats for udsatte børn i Grønland, ligeløn indenfor politi og kriminalforsorgen.

IA ønsker ligeledes en styrket fælles global klimaindsats.

- Jeg foreslår, at vi i fællesskab etablerer et klimaforskningscenter, gerne som del af den kommende forskningshub i Nuuk.

I modsætning til Siumut har IA ikke på forhånd lagt sig fast på at støtte Mette Frederiksen som statsminister. I den foregående valgperiode valgte Aaja Chemnitz Larsen at stå helt uden for blokkene. Hun siger, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvorvidt hun vil indgå et mere formaliseret samarbejde med en kommende socialdemokratisk regering.

- IA søger jo størst muligt indflydelse for Grønland, og to grønlandske folketingsmedlemmer kan jo ikke det alene, så det kræver samarbejde at få indflydelse. Derfor søger vi et samarbejde.

- Tiden må så vise, hvilken form dette samarbejde skal have, siger hun.

- Når jeg siger, at mødet gik over forventning, så er det fordi der lyttet til de ting vi siger. Jeg fornemmer en ægte vilje til at samarbejde.

 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER