forlig

Aaja: - Løkke tager et skridt i den rigtige retning

Aaja Chemnitz Larsen er forsigtig optimistisk, efter at statsminsteren meldt ud, at den grønlandske stemme vil blive hørt, når det gælder forsvarsforliget.

Aaja Chemintz Larsen, Lars Løkke Rasmussen
Offentliggjort

De to grønlandske politikere kan få indflydelse, når der skal forhandles om forsvar og politi.

Det fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere på måneden til Sermitsiaq.AG.

- Større indflydelse for Grønland
Aaja Chemnitz Larsen (IA) har igennem længere tid presset på, at de grønlandske folketingsmedlemmer skal være med, når de store forlig med betydning for Grønland skal forhandles

- Udmeldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen er bestemt et skridt i den rigtige retning og det glæder mig, at Inuit Ataqatigiits aktive indsats i Folketinget skaber større indflydelse for Grønland på den korte bane og i fremtiden, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA) til Sermitsiaq.AG.

- Diskriminerende
Senest har Aaja Chemnitz Larsen (IA) under folketingets afslutningsdebat i slutningen af maj kritiseret, at de grønlandske mandater bliver holdt udenfor, når de stor forlig bliver forhandlet på plads.

Efterfølgende kan de læse sig frem til, hvad forligspartierne er blevet enige om.

- Det er diskriminerende, når vi betragtes som B-medlemmer af Folketinget, når der netop i grundloven står, at vi alle sammen er medlemmer på lige fod, sagde hun ved den lejlighed.

Ikke med ved forhandlingsbordet
Lars Løkke Rasmussen udmelding betyder dog ikke, at Aaja Chemnitz Larsen(IA) og Aleqa Hammond (UP) skal regne med, at de bliver del af forligskredsen, tværtimod.

- Jeg ser ikke umiddelbart for mig, at de nordatlantiske mandater er forligsparter i de her forlig. Det må jeg sige helt åbent, sagde statsministeren til Sermitsiaq.AG.

- Hvad betyder udmeldingen?
Det han lover er, at de kan blive inddraget i det indledende drøftelser med ministrene på samme måde som Aaja Chemnitz Larsen(IA) fik indflydelse på det seneste finanslovsforlig.

- Hvad statsministerens udmelding betyder i praksis ser jeg frem til, herunder hvordan det adskiller sig fra den nuværende dialog med ressortministre, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).

For hende handler det stadig om, at få sig klemt ind på en stol i forhandlingslokalet, når de afgørende aftaler bliver indgået

- Målet for Inuit Ataqatigiit i Folketinget er stadig at sidde med til politiske forhandlinger, som handler om Grønland.

LÆS OGSÅ: Løkke: I vil få indflydelse på politi og forsvar

Powered by Labrador CMS