Aaja kritiserer: Danske medier overser Grønland

Aaja Chemnitz Larsen har spurgt statsministeren om mediers interesse for Grønland er tilstrækkelig, herunder ved det nylige strømsvigt i hovedstaden. Statsministeren vil ikke gå ind i en diskussion om mediernes prioritering.

En tredjedel af Grønland har for nyligt stået uden el og varme midt i en kold vinter, der trods alt ikke på det tidspunkt var så kold som man kunne frygte.

Strømsvigtet lammede hovedstaden mere eller mindre i flere dage, og det var svært at få hjælp, da telefoner i alle dele af beredskabet var nede i en periode.

Folketingsmedlem for IA Aaja Chemnitz Larsen undrer sig over hvor lidt interesse, der har været fra de danske medier om sagen og påpeger, at det er symptomatisk for et generelt problem med interessen for Grønland i Danmark.

- Hvis en tredjedel af den danske befolkning stod uden strøm i flere dage, så havde vi nok set flere gule bjælker og breaking news i de danske medier, påpegede Aaja Chemnitz Larsen blandt andet under tirsdagens spørgetime med statsministeren.

Meget lidt dækning af strømsvigt

Det var først tirsdag op ad dagen at de danske medier samlede historien op om strømafbrydelsen i Nuuk. Den første historie handlede om, at Nuuk havde været uden strøm nogle timer, men den omtalte ikke problemet med manglende telefon og internetforbindelse.

Efterfølgende er en enkelt historie der er lavet af Ritzau blevet delt af flere af de store medier, og TV2 har en artikel med en journalist fra Nuuk, som har et noget andet billede af situationen end befolkningen og beredskabet i hovedstaden.

- Uanset hvilke ønsker vi må have for fremtiden, så må vi erkende, at ligegyldighed er værre end had. Og interessen for hinanden er den lim, som binder os sammen. I historien, i nutiden og i fremtiden. Hvad kan vi mere gøre for at sikre en interesse for hinanden i Rigsfællesskabet vil IA’eren vide.

Men det var ikke meget svar fra statsministeren der fejede spørgsmålet af med den begrundelse, at hun ikke vil blande sig i hvordan danske medier prioriterer deres nyhedsstof.

-Jeg kan ikke pålægge danske medier at interessere sig for Rigsfællesskabet. det har jeg ikke mulighed for eller ønske om, siger statsministeren og fortsætter:

- Jeg forstår baggrunden for spørgsmålet om interessen for og kendskabet til hinanden i Rigsfællesskabet. Vi har sat fokus på kendskabet i skolerne, som er et godt sted at starte for at forbedre den viden, vi har om hinanden.

Rigsfællesskabets bededskab

Aaja Chemnits Larsen påpeger efterfølgende sin utilfredshed med, at Statsministeren, som også er pressens minister, ikke engagerer sig mere i problematikken.

-Det er kritisabelt, at statsministeren ikke finder det vigtigt, at der er mere viden om Grønland i de danske medier. Det har fyldt meget for os, og derfor bliver det lidt skævt, at man ikke viser en større interesse for Grønland i Danmark.

Folketinget har en række helt konkrete opgaver, herunder Politi, Forsvaret med flere, som har løst opgaven med nødberedskab flot under en svær situation.

-Det er nu tid til refleksion - er der noget vi skal forberede til fremtiden? De danske mediers fokus på Grønland - eller mangel på samme - kan derfor også være ret afgørende for en politisk bevågenhed i Folketinget, understreger Aaja Chemnitz Larsen overfor Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS