Aaja konfronterer Pape i Folketinget

Under åbningsdebatten i Folketinget ville Aaja Chemnitz vide, om Søren Pape har udtalt, at "Grønland er Afrika på is".

Aaja Chemnitz vil vide, hvordan Søren Pape ser på Grønland, da han er en mulig ny statsminister.

Torsdag er der åbningsdebat om statsministerens åbningstale i Folketinget, og her kom Aaja Chemnitz med et opsigtsvækkende spørgsmål til formanden for de Konservative, Søren Pape Poulsen, der har meldt sig i valgkampen som statsministerkandidat.

Ifølge Aaja Chemnitz har flere kilder uafhængigt af hinanden fortalt hende, hvordan Søren Pape Poulsen på et officielt møde skulle have sagt, at "Grønland er Afrika på is".

Det ville hun have Søren Pape Poulsen til at be- eller afkræfte.

Til det svarede Søren Pape Poulsen, at det kunne han ikke huske:

- Kan have udtalt mig lidt barskt

- Hvis jeg skulle have sagt det, så vil jeg gerne se det dokumenteret, men man skal passe på, for jeg har helt sikkert haft nogle kritiske holdninger og udsagn om Grønland i forbindelse med at der er nogen kæmpe udfordringer om misbrug af børn og hele socialområdet, hvor jeg nok har kunnet finde på at udtale mig lidt barskt, svarede Søren Pape Poulsen fra talerstolen og fortsatte:

- Lige den der formulering erindrer jeg ikke.

Derefter understregede Søren Pape Poulsen, at han holder meget af Grønland:

- Vi skal ville hinanden det godt, men man skal jo heller ikke negligere, at der er nogle udfordringer, sagde han.

- Respektløst

Aaja Chemnitz sagde i en opfølgende kommentar, at bemærkninger i den retning fandt hun respektløse, og at det er vigtigt med respekt mellem parterne i rigsfællesskabet, samt at man taler ordentlig om hinanden.

Det var Søren Pape Poulsen enig i.

- Vi skal ha et tæt samarbejde. Verden bliver mere og mere usikker, og der skal vi ikke mindst også på den front have et godt samarbejde med hinanden, sagde han.

Aaja Chemnitz uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at hun konfronterede Søren Pape Poulsen med påstanden, fordi hun vil have klart svar på, hvordan han ser på Grønland, da han er en mulig ny statsminister:

- Jeg vil vide, hvad han er for en person, og hvad er det, for nogle holdninger, han har, siger hun.

Powered by Labrador CMS