Aaja klar til finanslovsforhandlinger: Kollegier og bedre hjælp til børn

Forhandlingerne om den danske finanslov går i gang fredag, og folketingsmedlem Aaja Chemnitz vil blandt andet have fokus på kollegier til grønlandske studerende samt bedre hjælp til grønlandske børn i Danmark.

SMV-regeringen med finansminister Nicolai Wammen i spidsen fremlagde torsdag regeringens forslag til finanslov for 2023.

Normalvis forhandles en finanslov på plads i løbet af efteråret og i hvert fald inden nytår, så der er styr på budgettet. Sådan gik det ikke i Danmark i 2022 på grund af folketingsvalget, der blev efterfulgt af langvarige regeringsforhandlinger.

Men bedre sent end aldrig for torsdag præsenterede SMV-regeringen sit finanslovsforslag for 2023 med titlen 'En ansvarlig vej frem'.

Forhandlingerne med partierne begynder fredag, og ifølge folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) er der lagt op til et hurtigt forløb, så det gælder om at have sine prioriteringer klar til forhandlingerne.

Forhøjet pulje

- Vi kommer til at være med i finanslovsforhandlingerne, hvor vi har fået øget Nordatlant-puljen fra 20 til 30 mio. kr. hvert år, så det er en pæn sjat af de 200 mio. kr., der i alt skal forhandles om, siger Aaja Chemnitz med henvisning til, at Nicolai Wammen siger, at der en reserve på 200 mio. kr., som der kan forhandles om i alt med partierne i Folketinget.

De 200 mio. kr. er markant mindre end ved tidligere finanslovsforhandlinger.

Aaja Chemnitz siger, at hun vil have fokus på forhold for studerende og børn i forhandlingerne:

- Listen af ønsker er lang men vi har et særligt fokus på unge grønlandske studerende i Danmark, hvor vi gerne vil sikre penge til, at kollegier i både Aalborg og København bliver en realitet.

Hjælp til grønlandsk turisme

- Så har vi også fokus på bedre hjælp til grønlandske børn i Danmark, siger Aaja Chemnitz.

Politikeren fortæller videre, at de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat også vil spille ind på hende prioriteringer:

- Vi har også fokus på erhvervsudvikling. Særligt i forbindelse med de nye landingsbaner, der bliver etableret, hvor jeg gerne vil være med til at sikre penge til dels udvikling af turismen men også til at sprede turismen lidt mere ud, siger Aaja Chemnitz.

Stærk dansk økonomi

Under torsdagens præsentation lød det fra finansministeren, at der bliver tale om en stram finanslov uden mange nye initiativer, men ministeren sagde også, at dansk økonomi er i fin form:

- Bnp for 2022 er højere end ventet. Beskæftigelsen er høj. Ledigheden er lav. Med andre ord: På trods af at vi er blevet ramt af store kriser, corona og Putins invasion i Ukraine og en høj inflation, så står dansk økonomi bomstærkt, sagde Nicolai Wammen ifølge Ritzau.

Powered by Labrador CMS