Aaja i parlamentarisk balancegang

Komiteen for Arktiske Parlamentarikere, som Aaja Chemnitz Larsen er formand for, har udsendt en beslutning om at sætte arbejdet i komiteen i bero. Dette afstedkom øjeblikkelige reaktioner fra russisk side.

Konflikten i Ukraine har maange konsekvenser menneskeligt og diplomatisk. Samarbejdet i Arktisk Råd er sat på pause og nu har Arktiske Parlamentarikere også sat samarbejdet på hold.

Krigen i Ukraine udvikler sig dag til dag, time for time. Politisk såvel som diplomatisk skærpes tonen fra flere sider. Samarbejdet i Arktisk Råd er sat på pause og nu har Arktiske Parlamentarikere også sat samarbejdet på hold, på grund af konflikten i Ukraine.

- Det er foruroligende, at se udviklingen dreje i retning af mere splid og mindre diplomati, særligt når det gælder de diplomatiske organisationer. I komiteen valgte vi at læne os op ad Arktisk Råds beslutning om at holde en midlertidig pause fra arbejdet med de aktiviteter vi har planlagt i nær fremtid, siger formand for Arktiske Parlamentarikere Aaja Chemnitz Larsen til Sermitsiaq.AG.

Svær balance

I forbindelse med beslutningen har komiteen udsendt en udtalelse, som har fået de russiske parlamentarikere op af stolen.

- Ruslands uprovokerede invasion af Ukraine skaber en ny og alvorlig virkelighed i vores globale samfund, som kræver en omhyggelig afspejling af diplomatiske forbindelser, lyder det blandt andet i erklæringen.

Og den har fået en hård modtagelse fra russisk side, fortæller Aaja Chemnitz Larsen.

- Det blev mødt med kraftige protester fra russisk side. Vi gør hvad vi kan for at bevare diplomatiet og sikre lavspænding i Arktis, men det er en yderst svær situation, hvor det er umuligt at arbejde i alles interesser, som det er nu.

Svaret fra Rusland på udmeldingen står i skarp kontrast til det billede, vi ser af konflikten i verdenspressen. Det fremgår klar at Rusland ikke kan støtte op om erklæringen, hvor formuleringen om ”Ruslands uprovokerede invasion af Ukraine” fremgår.

- Vi fordømmer kraftigt dette forslag. Det er meget langt fra virkeligheden og uacceptabelt, skriver det russiske udenrigsministerium i sit svar.

Rusland beskriver konflikten som "en særlig operation"

Det fremgår også af skrivelsen at Ukraine må forståes at være et nyopstået ”tredje rige”, der styres af et nazistisk regime.

- I den nuværende situation har vi en særlig operation i Ukraine, og de globale mål er: denazificering og demilitarisering af denne mislykkede terrortilstand. Vi insisterer kraftigt på at slette dette forslag. Håber, at arktiske parlamentarikere skal gøre alt deres bedste for at holde Arktis og diskussion om arktisk zone fri for konflikter og spændinger, er beskeden fra russerne.

Beslutningen om at sætte arbejdet i bero fastholdes i Komiteen for Arktiske Parlamentarikere.

- Vi følger situationen nøje, for det er klart, at det der foregår andre steder, kan have en påvirkning på Grønland og på Arktis generelt.”

Komiteen for baltiske parlamentarikere har også meldt ud, at de nedlægger samarbejdet med Rusland. En udmelding der hurtigt har fået konsekvenser, idet Rusland har fremsat forbud mod alle aktiviteter i Nordisk Ministerråd og i Nordisk Råd i Rusland.

Powered by Labrador CMS