Uranlove
Aaja: Grønland afgiver ansvaret for dele af råstofområdet til Danmark
IA's folketingsmedlem understreger, at tinget med vedtagelsen af to uranlove tilbageruller grønlandsk ansvar på råstofområdet til Danmark
I denne uge færdigbehandler Folketinget to love om eksport- og sikkerhedskontrol af grønlandsk uran.
Alt tyder på, at de to danske uranlove bliver vedtaget af et flertal i tinget.
Se video: Bredt flertal for uran-love
Under andenbehandlingen i Folketinget tog Aaja Chemnitz Larsen (IA) ordet, hvor hun understregede, at Danmark uden forbehold overdrog råstofområdet til Grønland i 2010.
Ruller tilbage
Og i tråd med IAs udmeldinger i Inatsisartut fremhævede folketingsmedlemmet, at man med en vedtagelse af de to uranlove tilbageruller grønlandsk ansvar på råstofområdet til Danmark.
Glidebane
- En helt central pointe er her, at Danmark uden forbehold overdrog råstofområdet til Grønland den 1. januar 2010. Fra Inuit Ataqatigiit mener vi derfor også, at vi med regeringen og Naalakkersuisuts to fælleserklæringer fra februar 2016 og efterfølgende to lovforslag er ude på en glidebane, hvor Danmark nu tilbageruller det ansvar, som Grønland overtog, da Danmark uden forbehold underskrev lov om Grønlands Selvstyre, sagde Aaja Chemnitz Larsen (IA) i Folketingssalen.
Ja til samarbejde
Det grønlandske folketingsmedlem understregede desuden, at Grønland og Danmark naturligvis skal samarbejde om sikkerhedspolitiske aspekter, der er i forbindelse med eksport af uran.
Retten til undergrunden
- I Grønland har vi dog kæmpet hårdt og længe for retten til vores egen undergrund. Og med nærværende lov mener vi fra Inuit Ataqatigiit, at regeringen og Naalakkersuisut - og i øvrigt alle partier, der stemmer for de to love - tilbageruller helt centrale principper i vores selvstyrelov, pointerede hun.
Lovene tredjebehandles ifølge IA henholdsvis torsdag den 2. juni og fredag den 3. juni - hvorefter de er planlagt til at træde i kraft den 1. juli.