Aaja Chemnitz indbyder til samarbejde

Aaja Chemnitz Larsen overtager formandsposten i Folketingets Grønlandsudvalg, hvor hun inviterer til inddragelse og samarbejde.

Formandsskiftet i Grønlandsudvalget blev markeret ved en overdragelsesceremoni på Christiansborg på Grønlands nationaldag mandag den 21. juni, inden Folketinget går på sommerferie.

Efter sidste folketingsvalg blev det aftalt, at hver af de to grønlandske folketingsmedlemmer hver skulle have to år som formand for udvalget.

Det betyder, at Aaja Chemnitz Larsen officielt bliver formand denne sommer, med virkning fra 5. juli 2021, som er to-årsdagen for udvalgets nedsættelse efter valget i 2019.

Aaja Chemnitz Larsen, der netop har vundet dialogprisen på Folkemødet understreger, at inddragelse og samarbejde skal være i højsædet i udvalgsarbejdet.

- Jeg vil som formand i Grønlandsudvalget, et udvalg som kun bliver vigtigere for hver dag, gøre mit bedste for at forbedre samarbejdet og sikre, at vores arbejde har et tydeligt mål og formål for den resterende del af valgperioden. Jeg vil også arbejde for inddragelse og byder alle forslag og initiativer velkomne, siger IA-politikeren til Sermitsiaq.AG.

Eksperimentbørnene skal have erstatning

Den nye formand brugte muligheden i sin tale på nationaldagen til at tage politiske emner op. Blandt andet nævnte hun, at hun har kæmpet i særligt lang tid for eksperimentbørnenes undskyldning, og nu erstatning:

- Eksperimentbørnene har fået en officiel undskyldning af den danske stat, og jeg har personligt taget kontakt med Børns Vilkår, som nu har sat en advokat på sagen om en erstatning til dem, der stadig lever.

Derudover tog hun også nogen af de store opgaver op, som venter udvalget efter de kommer tilbage fra sommerferie, herunder det grønlandsk-danske samarbejde om bedre børneliv i Grønland:

- I slutningen af 2023 udløber midlerne i det grønlandsk-danske samarbejde om bekæmpelse af seksuelle overgreb på børn og unge i Grønland. Vi må allerede nu, i udvalget og i tæt samarbejde med Naalakkersuisut, forberede os på hvad der skal ske efter 2023.

Vil fortsætte det tætte samarbejde

- Det er vidst ingen hemmelighed, at jeg er fortaler for at samarbejdet skal fortsætte. Jeg syns ikke samarbejdets nuværende form eller fokus er perfekt, men vi må tage ved lære, og jeg tror på, at vi med samarbejde kommer længst.

Aaja Chemnitz LArsen vil fortsat arbejde for at grønlændere, der har bosat sig i Danmark også skal have ordentlige vilkår.

- Flere og flere efterlyser en handlingsplan mod diskrimination – det bakker jeg op om. Vi hører om mange eksempler, som kan fortolkes som diskriminerende. En afdækning og handlingsplan vil være et godt skridt på vejen for at få belyst, og modarbejdet diskrimination mod grønlændere i Danmark, slutter hun.

Powered by Labrador CMS