Der åbnes for 600 indrejsende om ugen
Nu kan man igen købe billetter på Air Greenlands hjemmeside til og fra Danmark uden at bekymre sig om tilladelse til at komme ind i landet. Fra 3. maj ophører krav om ansøgning om indrejse.
De såkaldte myndighedsflyvninger stopper, og der vil fra næste uge være tre ugentlige kommercielle flyvninger, tirsdag, torsdag og fredag mellem København og Kangerlussuaq.
Selvstyret har dog valgt at sætte en begrænsning på antallet af passagerer, der kommer ind i landet til 600 pr uge.
Der åbnes ikke op til Island.
Det oplyser Naalakkersuisoq for Sundhed Kiista Fencker på et pressemøde tirsdag.
Formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede, og Kiista Fencker påpeger begge, at det er med forbehold for ændringer i situationen.
- Lempelserne sker dog under forudsætning af, at vi kan håndtere situationen. Hvis vi ser en stigning i indrejsende med corona, kan der ændres på restriktionerne igen, siger Múte B. Egede.
Gode udsigter for normalisering
Reglerne om karantæne og re-test efter fem dage opretholdes. Det samme gør reglerne om at opholde sig i udvalgte byer de første fem dage indtil re-test, før man kan rejse videre ud i bygder og mindre byer.
Naalakkersuisut håber på, at vi kan nærme os en normalisering i samfundet uden restriktioner omkring august eller september, hvis de gode takter med vaccinationer og kontrol med smitte i Danmark fortsætter. Det bliver dog ikke en normalisering som vi kender den, understreger Múte B. Egede.
- Livet før corona eksisterer ikke mere. Vi skal fortætte vores liv med at have fokus på afstand og håndhygiejne fremover, når vi åbner mere op. Det er en ny virkelighed, som ikke forsvinder, siger han.
De nye bekendtgørelser vil være gældende til 31. maj. Derefter vil man vurdere situationen igen.
Vaccinestrategi
Landslæge Henrik L. Hansen oplyser, at man på nuværende tidspunkt regner med at have færdigvaccineret befolkningen i hele landet til august, men det afhænger af leverancerne fra Danmark, understreger han.
Næste skridt i vaccinationsplanen er Tasiilaq og Nordgrønland, nord for Ilulissat.
Det forventes, at der kommer en del flere vacciner fra Danmark den kommende tid, så der kan vaccineres flere pr. uge, oplyser Henrik L. Hansen.
Han påpeger, at der har været meget forskellig tilslutning til tilbuddet om vaccination rundt omkring i landet, og at det er nødvendigt for åbning af landet, at flest muligt bliver vaccineret.
Vaccinationspas
Der arbejdes på et vaccinepas. Meningen er, at man skal kunne vise passet direkte fra sin mobiltelefon. Det praktiske er lige til her i landet, men der er nogle juridiske udfordringer forbundet med det, oplyser landslægen.
- Der er begrænsninger i at flytte persondata fra Danmark til Grønland, som Danmark ikke helt er indforstået med endnu, siger Henrik L. Hansen.