Død person fundet: Savnet mand er fundet omkommet

Grønlands Politi har identificeret den afdøde person, der blev fundet ved en strand tæt på Narsarsuaq henover weekenden. Den afdøde er en mand, der blev meldt savnet i foråret 2024. Pårørende er underrettet.

Grønlands Politi har modtaget en anmeldelse om en død person, der er fundet ved en strand tæt på Narsarsuaq lørdag aften. 

Politiet gik i gang med at undersøge sagen for at identificere personen.

- Han er identificeret. Det drejer sig om en mand, der blev meldt savnet i maj måned i år. Dengang blev der iværksat en SAR-operation, men desværre uden resultat, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Anette Ostenfeldt til Sermitsiaq.

Manden blev meldt savnet af bekymrede pårørende, da han ikke var vendt tilbage fra en sejltur i midten af maj. SAR-operationen blev iværksat i Sydgrønland derefter.

Grønlands Politi oplyser, at de pårørende er underrettet.

Powered by Labrador CMS