A Taste of Greenland - Cool Kangaamiut

Marineret fjeldørred, pandestegt rensdyr, mattaksalat, moskusfrikadeller og rå heliskiing har været menuen de sidste 3 dage

Chris og Elisabeth danser i Kangaamiut. Foto: Mads Pihl Kangaamiut . Foto: Mads Pihl Maniitsoq Tour Boats Bolatta på vej mod Maniitsoq. Foto: Mads Pihl Heliskiing med Chris. Foto: Adrian Beard Frokost hos Jensine og Per Mott-Christiansen. Foto: Mads Pihl Arne Hardenberg på vej på heli-skiing. Foto: Mads Pihl

Indlæggene er skrevet af Mads Pihl, Destination Arctic Circle, og kan ikke tages som et udtryk for Sermitsiaq.AGs redaktionelle linje

Husk at se alle de flotte billeder øverst.

Kangaamiuts piccolo er en gummiged med grabbe. Den henter filmholdets umenneskelige mængder bagage på havnen, og uden at anstrenge sig det mindste ruller den op ad bakken til kommunekontoret, hvor vi ti minutter efter ankomsten er installeret i kommunekontorets underetage.

Faktisk burde storbyhoteller tage ved lære af det her og overveje at ændre på servicestrukturen, for det er supereffektivt, og der er en helt speciel cool faktor forbundet med at blive hentet i traktor.

Samtidig bringer det smilet frem på alles læber, at man løser en lille hverdagsudfordring på en så hyggelig og kreativ måde. Det understreger også den særlige imødekommenhed og gæstfrihed som i første omgang tiltrak A Taste of Greenland til Kangaamiut.

Kangaamiormiut har simpelthen været helt fremme i skoene fra det øjeblik A Taste of Greenland kontaktede foreningen Kangaamiut Turisme. Vi var nemlig på udkig efter det bedste sted til at blande heliskiing og bygdeliv i Destination Arctic Circle.

Kontrasten mellem det tempofyldte skiløb i de ekstremt rå fjelde og livet i bygden har skabt en god balance i optagelserne, og Chris har skiftevis været ude og møde lokalbefolkningen og i hænderne på heliskiguiden Arne Hardenberg fra Greenland Extreme.

Arne kender landskabet fra mange års heliskiing, og vi kan ikke være i bedre hænder, når vi flyver ud for at finde uberørte fjeldsider. Men hvis man forestiller sig, at Chris bare er på en hyggetur i fjeldet med dyb sne og kaffe, så skal man se tilbage på erfaringer fra de forgangne 10 dage.

Bag kulisserne på de flotte optagelser ligger det sædvanlige slid, som holdet på A Taste of Greenland er blevet vant til. Kamerafolkene slæber på store tunge stativer, kameraer, mad og drikke og ekstra tøj - mens de følger Chris ned ad fjeldet på ski. Og produceren Eskil følger med mens han instruerer og får scener taget om, så der ofte skal stoppes undervejs for at få det hele med.

Og så skal der slæbes og forflyttes og sættes op og pilles ned igen og igen indtil materialet er i kassen og man kan holde et hvil, inden helikopteren kommer igen, løfter holdet op på den næste top, og det hele starter forfra.

Godt vi stadig har helikopterpiloten Bjørn fra Air Greenland, for han har en slags sjette sans, der hjælper ham med at se hvad kamerafolkene vil have næsten inden de får det sagt, og det sparer os både tid og dyrebare kræfter.

Efter en heliskiingdag skal der til gengæld brændstof på systemet og for os mennesker, der har det svært med jetfuel i juicen, bliver det til mad. Masser af mad. Faktisk måtte Chris i dag erkende, at han hverken har spist så godt eller så meget noget andet sted på sine rejser i Grønland.

Vi var privat indkvarteret hos familier i bygden, men spiste i fællesskab hos Jensine og Per Mott-Christiansen, hvor selv en almindelig frokost blev tryllet om til marineret fjeldørred, pandestegt rensdyr, mattaksalat, moskusfrikadeller og alverdens pålæg og tilbehør.

Skal man smage på Grønlands bedste råvarer er det et sted som dette. Og det kulinariske eventyr kulminerede på vores sidste aften i Kangaamiut, da turistforeningen havde indbudt hele holdet til fællesspisning på skolen, hvor en buffet med alt det bedste fra området blev serveret sammen med lokale sange, dans og fremvisning af nationaldragter.

Om et par timer bliver vi så hentet af Maniitsoq Tour Boats "Bolatta" og så sejler skipper Hans Nielsen os tilbage til Maniitsoq. Her skal vi gøre klar til weekendens rypejagt og overnatning på Apussuit, som er det sidste fjeld, der skal bestiges på denne tur.

Det hele slutter på søndag, hvor vi sender den sidste hilsen fra livet bag kulisserne på optagelserne til det tredje program i A Taste of Greenland serien.

Mads Pihl
Destination Arctic Circle

Du er meget velkommen til at skrive kommentarer med kritik, gode råd, osv. under artiklen.

*/

Få en e-mail når der kommer nyt om A Taste of Greenland

* Email
Powered by Labrador CMS