90 enarmede tyveknægte

Kommunalbestyrelsen i Nuuk har netop givet tilladelse til spilleautomat nr. 90, skriver nuuk.gl.

Efter reglerne må der uddeles 90 licenser til spilleautomater i Nuuk, og mandag gav kommunalbestyrelsen tilladelse nr. 90.

De står ved pølsevogne, caféer, grillbarer, cafeterier, restauranter og lignende steder og lokker med farvestrålende morskab og blinkende lamper. Opstillingen af spilleautomater er underlagt kommunalbestyrelsens regler, som bl.a. bestemmer, at der højst må være 90 styk i Nuup Kommunea.

Det tal nåede man op på med godkendelsen af en ansøgning mandag.

Derudover kan gives ti licenser til spilleautomater på skibe, der er indregistrerede i Nuuk. I øjeblikket er der fire sejlende spilleautomater og altså seks ledige licenser.

De nuværende retningslinjer for spilleautomater trådte i kraft den 1. juli 2007 og er vedtaget efter høring af Grønlands Arbejdsgiverforening, Ilik og NUSUKA, der repræsenterer indehavere af tilladelser til opstilling af spilleautomater.

Powered by Labrador CMS