samarbejde til søs

8 stater i historisk kystvagt-aftale

I dag underskrives en ny kystvagtsaftale mellem de otte stater i Arktisk Råd. Et samarbejde der startede ved et møde i Nuuk i 2011

Den canadiske flåde på besøg i Nuuk i forbindelse med den nylige Arctic Response-øvelse

USA, Rusland og Canada er gået sammen i en fælles kystvagtaftale med Danmark, Finland, Norge, Sverige og Island.

Det er en glædens dag, mener arktisk ambassadør for Danmark og hermed Grønland og Færøerne, Erik V. Lorenzen.

Men det betyder ikke, at verdensfreden nu er sikret, siger han til Sermitsiaq.AG.

- Aftalen handler ikke om det militære men om det operative samarbejde, som de otte stater i Arktisk Råd har, siger han til Sermitsiaq.AG.

Startede i Nuuk
I 2011 underskrev alle landene en Search and Rescue-aftale i Nuuk, der handlede om at skabe bedre søredning, informering og øvelser.

Det er den aftale, der senere af en arbejdsgruppe i Arktisk Råd er blevet udbygget.

- Det nye er blandt andet, at parterne skal mødes hvert halve år og koordinere, forklarer Erik V. Lorenzen, som glæder sig over netop dette.

Kan måske øge samarbejdet
Det er velkendt, at der er spændinger i øjeblikket mellem 'Vesten' og Rusland, og et fælles forum kan måske bløde tingene op.

- Vi bliver tit spurgt, om hvad med russernes rolle. Om man overhovedet kan samarbejde med dem. Men denne aftale er en fælles erkendelse af, at samarbejde er vigtigt, og at vi nu faktisk går videre.

Formandsskabet i kystvagtaftalen skifter i takt med formandsskabet i Arktisk Råd. Derfor er det i år USA, der koordinerer samarbejdet. Det er nedfældet i aftalen, at beslutninger skal være konsensusbaserede, altså at alle skal være enige.

Læs også: Forsvarsministeren udskyder Arktisk oprustning

Powered by Labrador CMS