Nuuk

Over 70 ansøgninger til ny kunstnerresidens

Det bliver en samisk-norsk kunsthåndværker, der debuterer på den nye residens

Den nye residens på Nuuk Kunstmuseum

Ansøgningsudvalget bestående af NAPA, Nuuk Kunstmuseum og kunstneren Ivinguak Stork Høegh har nu valgt den kunstner, som ud af 72 ansøgere bliver den første, der skal overnatte på Nuuk Kunstmuseums nye residenscenter.

Valget faldt på sameren Marte Lill Somby, oplyser Nordens Institut I Grønland (NAPA).

Visuel kunstner
Marte Lill Somby er norsk samisk visuel kunstner, uddannet fra Academy of Contemporary Arts i Tromsø. Hun arbejder kunstnerisk med flere materialer, blandt andet træsnit, silkeprint, tegning, video, fotos og installationskunst.

Marte er opvokset i Karasjok og Tromsø i Norge. Under sit ophold på Kunstnerresidensen i Nuuk ønsker hun blandt andet, at arbejde med grønlandsk og samisk identitet og tilhørsforhold.

Nordisk interesse
- Der har været en overvældende nordisk interesse for at komme til Grønland og arbejde med sin egen og den lokale kulturverden. NAPA er rigtig glad for at have været med til at skabe muligheden for residenscenteret og ser frem til de mange nye nordiske netværk og samarbejder, det vil afføde indenfor kulturlivet, siger Mats Bjerde, Direktør i NAPA.

Over 70 ansøgninger
Ansøgningsudvalget modtog 65 ansøgninger fra syv nordiske og baltiske lande (Norge, Danmark, Sverige, Finland, Island, Letland, Letland og Lithauen) samt syv ansøgninger fra henholdsvist Ungarn, England, Skotland, Frankrig, Canada og Philippinerne.

Samspil
- Grønland er på mange måder et svært tilgængeligt land, med en lille befolkning og enorme afstande. Det er både dyrt at komme til, at bo og finde logi i Grønland. De nye rammer skal gøre, at flere kunstnere kan opholde sig i Grønland i længere tid, og give mulighed for større dialog og samspil med lokale kunstner, studerende og almindelige mennesker med interesse for kunst og kultur, siger leder af Nuuk Kunstmuseum, Nivi Chistensen.

Fire forløb
Der er i øjeblikket bevillinger fra Kulturkontakt Nords Kunstnerresidens program til at køre fire forløb frem til sommeren 2017 med kunstnere fra Norden eller Baltikum sideløbende med, at en lokal kunstner også bor i residensen.

Alle ophold skal indeholde en lokal aktivitet, for eksempel en koncert, et kort undervisningsforløb, en udstilling eller et samspil imellem kunstner og en lokal institution.

Powered by Labrador CMS