61-årig dræbt i skudepisode
En 61-årig mand blev dræbt ved skud med en riffel i Qasigiannguit. 17-årig mand er anholdt, oplyser politiet.
OBS. Opdateret med yderligere information fra vagtchef ved Grønlands Politi kl. 13.00.
Søndag morgen klokken 08.50 fik Grønlands Politi en anmeldelse fra Qasigiannguit om at en 17-årig mand affyrede flere skud med en riffel i centrum af Qasigiannguit.
Lidt efter blev det meldt, at gerningsmanden havde dræbt en mand på 61 år, ved skud med en riffel.
- Ved politiets ankomst blev det af vidner oplyst, at en person var blevet ramt af skud, og at personen var blevet kørt på sygehuset i Qasigiannguit. Politiet kørte herefter til den mistænkte adresse, hvor den mistænkte blev anholdt uden yderligere dramatik, skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet oplyser at det meste af skudepisoden er sket på vejen Poul Hansensvej. Pilersuisoq i Qasigiannguit har tidligere på dagen meddelt, at de holder dørene låst frem til politiet vurderer, at situationen er under kontrol.
Politiet beder om arbejdsro
Vagtchef ved Grønlands Politi Bruno Brix oplyser, at der på nuværende tidspunkt er afspærringer inde i byen, og at politiet fortsat efterforsker sagen på stedet. Politiet beder i den anledning om arbejdsro under efterforskningen.
- Der er ro på stedet og politiet foretager en del efterforskning i byen og området, skriver vagtchefen.
- Den mistænkte er anholdt, og vi forventer, at han senest i morgen formiddag vil blive fremstillet i grundlovsforhør. Vi arbejder aktuelt på at flyve politifolk til Qasigiannguit, som kan hjælpe med efterforskningen – både politifolk fra Aasiaat og Ilulissat, samt kriminalteknikere fra Danmark, oplyser linjechef for efterforskning, vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard.
Der er ingen meldinger om andre tilskadekomne under skudepisoden.
Vagtchefen oplyser, at politiet på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer om sagen.
Den afdødes nærmeste pårørende er blevet underrettet om den tragiske hændelse.