500 passagerer strandet på grund af stormen

Den kraftige blæst langs Grønlands vestkyst betyder, at 500 passagerer mandag er strandet rundt omkring på kysten.

Air Greenland forsøger at få passagererne frem i løbet af tirsdag og onsdag.

Cirka 120 passagerer skulle have fløjet til København i dag, og disse bliver rebooket til tirsdags og torsdagsforbindelsen. Air Greenland er i gang med at informere passagererne.

Omvendt sidder der omkring 200 passagerer, som ankom fra København i dag, og venter på at komme videre til deres endelige destinationer rundt omkring på kysten.

De resterende vejrfaste passagerer er interne rejsende.

Air Greenland gennemfører et intensivt ekstra program for i morgen tirsdag den 20. marts for at flytte så mange af de strandede passagerer som muligt. Dog vil der være passagerer til Maniitsoq og Sisimiut som selskabet ikke kan flytte i morgen.

Såfremt morgendagens program kører som planlagt, vil de sidste strandede passagerer nå frem til deres destinationer på onsdag den 21. marts.

Arctic Umiaq Line
Hvad angår de passagerer som skulle have sejlet Sarfaq Ittuk omkring påske, er Air Greenland i fuld gang med at sætte ekstra kapacitet ind i flytrafikken.

Powered by Labrador CMS