44-årig grønlandsk mand erkender knivdrab på sin mor
En grønlandsk mand har torsdag erkendt at have knivdræbt sin mor onsdag aften på en adresse i Sabro nordvest for Aarhus.
En 44-årig mand har under et grundlovsforhør torsdag eftermiddag erkendt drabet på sin mor.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge Ekstra Bladet blev grundlovsforhøret udskudt flere gange, fordi der manglede en grønlandsk tolk til den drabssigtede.
Han har ved Retten i Aarhus forklaret, at han har dræbt sin mor med knivstik i både halsen og nakken.
Tekniske undersøgelser fortsætter
Moren blev fundet dræbt i Sabro nordvest for Aarhus sent onsdag aften, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse klokken 23.12.
En patrulje kørte ud til adressen og konstaterede hurtigt, at kvinden var blevet dræbt. Hun blev erklæret død på stedet af en læge.
Kort efter ankomst blev manden lagt i håndjern uden dramatik, skrev Østjyllands Politi tidligere torsdag i en pressemeddelelse.
Hen over natten har politiet været til stede på adressen i Sabro. Torsdag morgen blev de tekniske undersøgelser afsluttet.