Champions League

400 kom til skade under CL-finale

En stor gruppe fodboldfans kom til skade, da der udbrød panik i Torino i forbindelse med Champions League-finalen lørdag aften.

Real Madrid vandt Champions League-finalen over Juventus med 4-1.
Offentliggjort

Omkring 200 fans af fodboldklubben Juventus kom til skade, da et storskærmsarrangement udviklede sig til kaos, skriver nyhedsbureauet AFP med reference til det lokale politi i Torino.

Hospitalsbehandling

Nyhedsbureauet Reuters skriver, med italienske medier som kilde, at omkring 400 personer efterfølgende har haft brug for hospitalsbehandling.

Ifølge AFP, der var til stede ved Piazza San Carlo i Torino, hvor hændelsen udspillede sig, udbrød der panik ti minutter før, at finalen var færdigspillet.

Baggrunden var, at en eller flere personer råbte om "en bombe", da noget fyrværkeri blev affyret.

Et brag

På tv-billeder kan man se, hvordan tusindvis af fans kigger mod storskærm, hvor Champions League-kampen vises, og at et brag herefter får menneskemængden til løbe i forskellige retninger.

Da en stor menneskegruppe efterfølgende satte i løb, opstod der panik, som resulterede i de mange tilskadekomne.

Fem hårdt såret

Fem personer skal være hårdt såret ved episoden. Den ene af de hårdt sårede er en syvårig dreng, skriver Sky TG24.

- Årsagen til det hele var panik, men vi må vente lidt, før vi er klogere på, hvad der udløste panikken, siger politiets talsmand Renato Saccone ifølge AFP.

Juventus tabte finalen i Cardiff med 1-4 til Real Madrid.

Powered by Labrador CMS