40 kurser til pædagoger

For at fastholde pædagogerne og medarbejderne har Nuup Kommunea i dette år cirka 40 kurser i udbud til personalet på børneinstitutionerne, skriver nuuk.gl.

Blandt andet er der NLP-Practitioner, som er et kursus i coaching og kommunikation for at forbedre kommunikationen mellem kollegerne imellem og overfor børnene.

I samarbejde med kommunens Psykologisk- og pædagogisk rådgivning, PPR, er der oprettet andre kurser såsom ”Børn i sorg”, ”Samtaleteknik med voksneAutisme”, ”Normaludviklingen 0-6 år”, og sammen med Nuummi Katsorsaavik er der oprettet kurser i ”Børn i familier med alkoholproblemer”. Derudover er der lederkursus for ledere og souschefer samt afdelingsledere, kurser i computer og programmer, førstehjælp og mange andre.

- De forskellige børneinstitutioner kan også komme med deres ønsker til kurser tilpasset til deres arbejdsplads, og som kan afholdes lokalt. Fristen for alle kurser var 1. marts, og vi har allerede modtaget en del, siger pædagogisk konsulent i kommunens institutionskontor, Jenny Nikolajsen.

Nuup Kommunea har i år afsat 1,3 mio. kr. til efteruddannelse af personalet i børneinstitutionerne. Der er også mulighed for at rejse til et andet sted for at holde kursus, f.eks. til Narsaq, hvor der på INUILI afholdes kurser i rengøring og diæt. Kommunen betaler for kursusafgiften, mens hjemmestyret giver tilskud til rejse og ophold.

Alt efter hvor stor tilmeldingen bliver, vil disse kurser blive afholdt løbende i 2008.

Powered by Labrador CMS