Gå til hovedindhold

25 procent flere skind fra ringsæler

Noget tyder på flere års nedgang i jagten på sæler er stoppet og tilmed vendt til en større fremgang. Antallet af sælskind er dog endnu ikke på et niveau, der kan dække efterspørgslen.

I de første ti måneder af 2018 blev der indhandlet 25 procent flere skind fra ringsæler, end der blev indhandlet i samme periode sidste år. Det oplyser Naalakkersuisoq for Fangst, Aqqalu Jerimiassen i et svar på et §37 spørgsmål, der blev stillet af Mikivsuk Thomassen fra Inuit Ataqatigiit.

Nyheden glæder Preben Møller, der er direktør for Great Greenland A/S.

- Selvfølgelig er vi glade for, at der bliver indhandlet flere sælskind. Det betyder, at vi kan dække efterspørgslen på skind fra ringsæler, siger Preben Møller.

Stor efterspørgsel

Indhandlingen af ringsælskind er steget fra cirka 7250 i perioden mellem januar og oktober 2017 til cirka 9040 mellem januar og oktober i år.

Great Greenland har i lang tid haft svært ved at efterkomme efterspørgslen på sælskind. De kan i år nå niveauet for ringsæler, men de mangler stadig skind fra grønlandssælen.

- Vi kan stadig ikke dække efterspørgslen. Grønlandssælen er meget eftertragtet. Det er en større sæl, og dens skind er mere populær end skindet fra ringsælerne, siger Preben Møller.

Sidste år i perioden mellem januar og oktober blev der indhandlet cirka 9960 skind fra grønlandssæler. Antallet ligger på samme niveau i år i forhold til samme periode sidste år.

Nye forhandlinger

I 2018 har man som en del af servicekontrakt forhandlingerne mellem KNAPK, Great Greenland og Naalakkersuisut hævet indhandlingstilskuddet på ringsæl og grønlandssæl. Det havde til formål at give fangerne lyst til at indhandle flere skind.

Hos KNAPK kan man ikke vurdere, om det er indhandlingstilskuddene eller andre ting der ligger til grund for den øgede indhandling.

Lige nu forhandler KNAPK, Great Greenland og Naalakkersuisut servicekontrakterne for 2019. Naalakkersuisoq for Fangst, Aqqalu Jerimiassen, skriver i sit svar, at Naalakkersuisut meget gerne vil indgå i en dialog om at forbedre vilkårene for fangerne yderligere, såfremt der kan findes penge til det.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER