24.000 børn lever ekstremt fattigt

Fattigdomsåret ligner et selvmål, mener generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

Fokus på fattigdom er et uoverskueligt selvmål. Der har aldrig været så mange fattige i Danmark som i år. Polfoto.

Aldrig i nyere tid har så mange personer og familier stået i kø for at få julehjælp.

Det viser Politikens rundringning til flere organisationer, der alle melder om rekordlange køer til madkurve, legetøj og kontante beløb. Frelsens Hær må således for første gang helt afvise julehjælp til enlige uden børn.»Alligevel får vi rekordmange ansøgninger. Fattigdommen har bidt sig fast, og derfor bliver vi nødt til at prioritere børnefamilierne«, konstaterer informationschef i Frelsens Hær Lars Lydholm til Politiken tirsdag.

Det oplyser Ritzau.

I organisationen Dansk Folkehjælp forventer generalsekretær Claus Nørlem, at sidste års rekord med julehjælp til 2.440 familier bliver overgået med mindst 20 procent i år. Hjælpen uddeles, efter at ansøgerne er blevet indstillet af socialforvaltningen i deres kommune. At tre ministre i dag afslutter EU's fattigdomsår ved en konference i København, gør ikke indtryk på Claus Nørlem.

Han mener, at fattigdomsåret er slået fejl, fordi det mere har handlet om indsats for skoletrætte drenge eller løsladelsesprojekter for indsatte frem for hjælp til borgere med alvorlig økonomisk fattigdom:

- Det danske fattigdomsår ligner et uoverskueligt selvmål, lyder Claus Nørlems bedømmelse i Politiken.

Hidtidige beregninger har vist, at 200.000 mennesker her i landet lever på eller under OECD's fattigdomsgrænse, som er 50 procent af den midterste indkomst i samfundet. Men nye beregninger foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for Politiken viser, at 107.000 af dem ikke bare lever på, men langt under fattigdomsgrænsen. De har mindre end 40 procent af midterindkomsten her i landet. I disse familier lever der 24.000 børn, skriver Politiken.

For at tilhøre denne gruppe af de allerfattigste skal man som enlig uden børn have en årsindtægt på under 80.000 kroner efter skat. Er man enlig med et barn, skal indtægten være 122.000 kroner eller mindre. Chefanalytiker Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på, at af de beløb skal de allerfattigste betale husleje, varme, tøj og mad.

- Mange af disse mennesker har svært ved at få en sund og varieret kost. Et varmt måltid mad kan være svært at have råd til. Det handler også om familier, der ikke har råd til at få vaske maskinen repareret, hvis den går i stykker, forklarer Jonas Prytz Juul i Politiken.

Powered by Labrador CMS