20-årig kvinde modtager coronabøde

Grønlands politi har udstedt endnu en bøde for overtrædelse af regler for forebyggelse af spredning af covid-19. Denne gang er det en 20-årig kvinde, der skal til lommerne.

En 20-årig kvinde i Nuuk skal betale 3.000 kroner for at have brudt sin karantæne efter indrejse fra Danmark. Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden har efter indrejse fra Danmark overtrådt Selvstyrets bekendtgørelse om betingelser for rejser til og i Grønland, ved at have været på beværtning indenfor de første fem dage af sit ophold i Grønland.

Den 20-årige blev re-testet på femte dagen, hvor testen viste negativ for covid-19.

- Vi er heldige, at vi ikke har smittespredning i Grønland, og det kan vi takke borgerne for, som i høj grad tager myndighedernes restriktioner alvorligt. Henset til smittetrykket i Danmark, er vi i høj grad nødsaget til at hjælpes ad med at beskytte hinanden, udtaler politimester Bjørn Tegner Bay i pressemeddelelsen.

Flere bøder

Det er langt fra første gang, at Grønlands Politi har udstedt en bøde for overstrædelse af coronaregler. Blandt andet har en erhvervsdrivende i Nuuk modtaget en bøde på 12.000 kroner i sommers, mens en smittet i Aasiaat fik 9.000 kroner i bøde for overtrædelse af karantæneregler.

Politimesteren understreger igen, at det særligt er vigtigt, at indrejsende fra Danmark overholder de regler, der er lavet for at forebygge smittespredning af coronavirus. Han påpeger, at politiet er klar til at give flere coronabøder til personer, der overtræder reglerne.

- Grønlands Politi tror på, at vi sammen kan håndtere covid-19-krisen, men vi er klar på at reagere og foranstalte med bøde, når borgere bryder reglerne.

På trods af et utal af opfordringer fra politiet er det angiveligt ikke alle, der kan finde ud af at overholde karantænereglerne.

På Facecebookgruppen Nuuk Borger Info er der en diskussionstråd om, at unge mennesker, der lige er ankommet fra blandt andet efterskoler, der overtræder deres karantæneregler ved at gå rundt i Nuuk Center og gør borgere utrygge.

Powered by Labrador CMS