Qeqertarsuatsiaat

18-årig død efter bådulykke

Ulykken skete nær Qeqertarsuatsiaat

Foto fra politiets vagtcentral i Nuuk
Offentliggjort

En 18-årig mand er død efter, at han sammen med en 15-årig kammerat i aftenmørket påsejlede et stykke land nær Qeqertarsuatsiaat i en jolle lørdag den 29. oktober. Det oplyser politiet.

Ulykken skete først på aftenen.

Rypejagt
De to venner havde været på rypejagt og sejlede først tilbage mod bygden efter mørkets frembrud i en lånt jolle. Omkring fire til fem kilometer fra Qeqertarsuatsiaat stødte jollen pludselig mod et stykke land i mørket.

Den 18-årige røg ved påsejlingen ud af jollen. Ifølge den 15-årige landede den 18-årige på et stykke land.

Den 15-årige kunne ikke selv løfte den 18-årige ombord på den havarerede jolle. Der var ingen mobilforbindelse på stedet, og den 15-årige kunne ikke få tændt VHF-radioen.

Måtte hente hjælp
Den 15-årige valgte derfor at sejle til bygden efter hjælp i jollen, som der var blevet slået et større hul i ved påsejlingen.

Da den 15-årige dreng og borgere fra bygden kom tilbage til ulykkestedet, befandt den 18-årige sig nu i vandet og var bevidstløs.

Død kort efter
Han blev transporteret til Qeqertarsuatsiaats sygeplejestation, hvor man konstaterede, at han var stærkt nedkølet og havde læsioner i hovedet. Kort tid efter afgik den 18-årige ved døden.

Politiet i Sermersooq er stadig i gang med at få klarlagt de nærmere omstændigheder omkring hændelsen.

Powered by Labrador CMS