146 lejligheder står til nedrivning

Hjemmestyret betaler Nuuk Kommune knap 70 mio. kr. for selv at slippe for den kostbare sanering, skriver Nuuk Ugeavis.

Offentliggjort

Grønlands Hjemmestyre forærer den 1. juli Nuup Kommunea de 222 lejligheder på Tuujuk - Lille Slette ganske gratis, og landskassen binder desuden en stor pose penge med 69,9 millioner kroner i den flotte gave.

Men hjemmestyret har selvfølgelig en bagtanke med at forære kommunen 13 blokke fra A til O.

Tuujuk - Lille Slette, som blev opført i begyndelsen af 1960’erne, er i dag saneringsmoden.

Blokkene A til L med i alt 146 lejligheder skal rives ned i løbet af ganske få år, mens det muligvis kan betale sig at renovere blokkene L, M og N med 76 lejligheder.

Ved at forære Tuujuk - Lille Slette til kommunen i næste uge slipper hjemmestyret for den kostbare sanering om ganske få år.

Og kommunen kan jo hverken halvt eller helt nedrive - og genopbygge et par hundrede boliger for posen med de 69,9 millioner hjemmestyre-kroner.

I?kommunen bliver gaven modtaget med to forskelligrettede følelser.

Den ene gruppe siger, at Nuuk får en enestående chance for at skabe et moderne centrum i den arktiske hovedstad.

Den anden gruppe siger, at hjemmestyret endnu engang har tørret sit økonomiske ansvar af på en naiv kommune.

Og imens venter beboerne i de 222 lejligheder spændt på deres fremtid.

Der er i dag ingen garanti for, at de efter en sanering og et nybyggeri kan vende tilbage til Tuu­juk - Lille Slette.

Mange muligheder

Der er dog ingen tvivl om, at Tuujuk - Lille Slette rummer store fremtidsmuligheder for Nuuk.

I en tid med pladsmangel ligger området lige midt i byen, og der er allerede flere forslag til bydelens fornyelse.

Butikscenter, institutioner og boliger for ældre og handicappede er blandt visionerne.

Kommunen kan dog også vælge at overdrage en større eller mindre del af Tuujuk - Lille Slette til private bygherrer.

Men en privatisering af området vil uden tvivl betyde, at mange af beboerne ikke får råd til at flyttet tilbage til bydelen.

Risikoen er ganske enkelt, at Nuuk bliver det mondæne kvarter for højhuse med ejerlejligheder i millionklassen, mens Nuussuaq bliver proletariseret som bydelen med de almennyttige boliger.

Powered by Labrador CMS