Ilimanaq

12-årig klarede dukkert uden redningsvest

Qaasuitsoq Politi opfordrer alle til at iklæde børn redningsvest, efter en dreng i weekenden nær var druknet syd for Ilimanaq

Billedet er fra en redningsøvelse. Arkivfoto

Qaasuitsoq Politi, Hovedstation Ilulissat, modtog lørdag klokken 23.22 en anmeldelse om, at en 12-årig dreng var faldet i vandet fra en gummibåd i området ved Pinnguarsuk ved Agpat syd for bygden Ilimanaq.

Politiet fik at vide, at personerne på stedet ikke selv havde mulighed for at komme drengen til undsætning, idet de var på land.

Havde ingen vest på
Drengen var ikke iført redningsvest, men klamrede sig til gummibåden ude af stand til at komme op i den.

Personerne på stedet havde tidligere lagt deres båd for anker og havde herefter benyttet gummibåden til at komme i land.

Flere forsøgte på stedet at svømme ud til drengen, men vandet var for koldt til, at dette kunne lade sig gøre.

Flere deltog i redning
Der blev taget kontakt til Ilimanaqs kommunefoged, der straks satte kurs mod stedet. Og der blev udsendt en PAN-PAN-melding via Aasiaat Radio, og flere meldte, at de ville sejle mod stedet.

Det lykkedes klokken 23.47, at få drengen reddet op af vandet og bragt ham til sygehuset i Ilulissat, hvor han blev indlagt som følge af nedkøling og mindre skader på den ene fod.

Mandag blev drengen heldigvis udskrevet og har det efter omstædighederne godt, oplyser Qaasuitsoq Politi.

Opfordring til at passe bedre på
Betjentene opfordrer på det kraftigste til, at børn altid benytter redningsvest, når de er ude at sejle, og at børn ikke sejler alene uden en voksen med sig.

Og så takker politiet de frivillige, som deltog i redningen af drengen.

Powered by Labrador CMS