Over 100.000 coronasmittede er døde

På 83 dage døde de første 50.000 coronasmittede på verdensplan. Kun otte dage senere er dødstallet fordoblet.

Antallet af dødsfald relateret til coronavirus har på verdensplan rundet 100.000 fredag aften dansk tid.

Det viser en opgørelse foretaget af nyhedsbureauet Reuters.

Antallet af bekræftede smittetilfælde på verdensplan har rundet 1,6 millioner.

Det er tre måneder siden, at det første dødsfald hos en coronapatient blev bekræftet i den kinesiske millionby Wuhan den 9. januar.

83 dage senere havde myndigheder verden over bekræftet de første 50.000 dødsfald i alt med forbindelse til sygdommen Covid-19, der er udløst af coronavirusset.

Derfra har det kun taget otte dage, inden der var meldt om dobbelt så mange døde på verdensplan.

I den seneste uge er dødstallet på verdensplan steget med mellem seks og 10 procent dagligt.

Alene torsdag rapporterede myndigheder verden over om i alt knap 7300.

Powered by Labrador CMS