Zuckerberg beklager datamisbrug over for USA's politikere

Facebook er i gang med at undersøge alle apps, der har adgang til Facebookbrugeres personlige oplysninger.

Facebook gjorde ikke nok for at forhindre, at personlige oplysninger om 87 millioner Facebook-brugere blev brugt af et privat analyseselskab.

Det erkender Facebooks øverste chef, Mark Zuckerberg, i en høring tirsdag i Senatet i Washington.

- Jeg beklager, siger han under den cirka fem timer lange seance, der sluttede cirka en time efter midnat dansk tid.

Zuckerberg tilføjer, at Facebook er i gang med at undersøge apps, der har adgang til Facebook-brugeres data.

Han mener, at det muligvis kan dreje sig om titusinder af apps.

Hvis disse apps bruger data på ulovlig vis, vil de pågældende apps blive udelukket fra det sociale netværk, lover Facebook-chefen.

- Det vil tage noget tid at gennemarbejde alle de ændringer, vi skal foretage. Men jeg er forpligtet til at gøre det på den rigtige måde, siger den 33-årige mangemilliardær.

Han erkender desuden, at Facebook er "nødt til at være langt bedre" til at håndhæve sine regler om indhold.

Zuckerberg så rolig, men lettere sammenbidt ud, da han trådte ind i mødesalen og tog plads ved et bord midt i rummet.

Det var den første af to høringer i Kongressen, hvor Zuckerberg skal forklare sig. Næste høring finder sted i Repræsentanternes Hus onsdag.

Det var på forhånd ventet, at han ville blive mødt af en byge af skrappe spørgsmål fra senatorerne.

En hel del af spørgsmålene handlede om, hvordan Facebook vil gøre mere for at forhindre, at brugernes data misbruges af tredjepart.

Zuckerberg svarede, at han "principielt" vil støtte lovgivning, der forudsætter tilladelse fra brugerne, før deres data bliver brugt.

For nylig kom det frem, at analyseselskabet Cambridge Analytica fik adgang til data fra 87 millioner Facebook-profiler.

De mange data er tilsyneladende blevet brugt til forsøg på at påvirke amerikanske vælgere, der skulle stemme ved præsidentvalget i 2016.

- Vi vil nå til bunds i, præcis hvad Cambridge Analytica gjorde, lover Zuckerberg.

Skandalen udløste en kampagne på sociale medier om at droppe Facebook. Men Zuckerberg oplyste under høringen, at kampagnen ikke har haft en særlig voldsom effekt.

Powered by Labrador CMS