Nanortalik

X-Factor i Sydgrønland

Stor sangkonkurrence i Sydgrønland bliver skudt i gang lørdag den 10. januar i Nanortalik. Efter planen skal Region Syd X-factor munde ud i en storslået finale på et endnu uvist tidspunkt

Offentliggjort

Tre byer i Sydgrønland; Nanortalik, Narsaq og Qaqortoq er i disse dage ved at arrangere det største musikalske show, der nogensinde er lavet i området.

lørdag den 10. januar tager Nanortalik hul på Region Syd X-Factor i aulaen på skolen i Nanortalik fra klokken 14, hvor de første optagelsesprøver starter.

- Sidst, der blev arrangeret X-Factor for tre år siden, havde vi over 50 deltagere. I år er arrangementet meget større, så vi forventer også flere deltager, siger fuldmægtig i kulturforvaltningen i Nanortalik, Minik Frederiksen.

Regional finale
I Qaqortoq og i Narsaq er kulturforvaltningerne ved at arrangere det samme, men det er endnu uvist, hvornår optagelsesprøverne i disse byer finder sted.

Når der er fundet en vinder i de tre byer, skal vinderne dyste i en storslået finale, hvor vinderen bliver den endelige vinder af Region Syd X-Factor.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår og hvor den sidste finale skal finde sted.

- Måske i slutningen af februar eller i starten af marts, siger Minik Frederiksen.

Der er naturligvis en hovedpræmie, men den er Minik Frederiksen ikke meget for at fortælle om endnu.

Powered by Labrador CMS