World of Greenland overtager kunder

Turismeselskabet sidder nu på 80 procent af serviceringen af turister i Kangerlussuaq.

Foto: World of Greenland

Det skriver nyhedsbrevet Travel People, der mener a Kangerluaasuaq Tourisms konkurs betyder koncentration af turismen i Kangerlussuaq.

- Efter Kangerlussuaq Tourisms konkurs i sidste uge er firmaets kunder i al hast blevet kunder hos World of Greenland, der herefter kontrollerer 80 procen. af den del af turismen, der har Kangerlussuaq som indgangsport til Grønland, skriver Travel People.

Branchefolk siger til Travel People, at det var et held, at konkursen indtraf udenfor højsæsonen. Var det sket eksempelvis i august, ville der have opstået totalt kaos, ikke mindst omkring krydstogtsskibene.

Albatros Travel, der ejer 40 procent af World of Greenland, har for nylig bestilt nye fire hjuls-trækkere i Island for flere millioner kroner. Disse biler overlades muligvis til World of Greenland.

Dertil kommer, at kurator i boet, advokat Peter Schriver fra advokatfirmaet Nuna Advokater, sandsynligvis vil forsøge at sælge diverse enheder fra den konkursramte virksomhed.

- Der bliver således ingen mangel på materiel til transfers mellem lufthavn og skibene i Kangerlussuaq, ej heller til udflugter i distriktet, konstaterer Søren Rasmussen, administrerende direktør i Albatros Travel og desuden bestyrelsesformand i World of Greenland.

Powered by Labrador CMS