Mandag, september 11, 2017 - 07:52

Vrede over serviceforringelser på den nye havn

Foto: Royal Arctic Line
Den nye havn i Nuuk har valgt at droppe den truckservice, som på den gamle havn har hjulpet adskillige kunder, som har med tungt gods at gøre. Det har skabt vrede blandt kunderne. Royal Arctic Line forklarer, at det skyldes sikkerhedshensyn.
 

Firmaet Northern Equipping vil blive hårdt ramt og forudser, at det bliver nødt til at hæve priserne over for deres kunder, fordi fragtomkostninger vil blive væsentlig større.

Vejer for meget

I en henvendelse til Sermitsiaq forklarer Arnannguaq og James Thiesen samt Jørgen B. Jensen, hvorfor den tidligere truckservice har været så vigtigt for dem.

- Vi leverer våben, ammunition og jagtudstyr til hele Grønland. Da de paller og det stykgods vi plejer at indlevere til forsendelse til Kysten vejer mere, end vi kan bære, er det ikke længere muligt at drive vores import og grossistvirksomhed med mindre, vi køber en gaffeltruck og stiller den på havnen, eller en lastbil med hydraulisk bagklap plus en elektrisk palleløfter, så vi kan læsse godset af. Vi laster vore forsendelser med håndkraft på paller, men har ikke en bil som kan løfte pallerne af bilen, forklarer de om den fortvivlede situation, de er havnet i.

Ikke lettere, men sværere

- Vi troede, at den nye havn skulle gøre det lettere at drive forretning i Grønland, men det ser ud til at det bliver sværere, understreger de, og oplyser, at de bliver nødt til at kaste de ekstra forsendelsesomkostninger over på de kunder, som driver jagt i Grønland.

De føler samtidig, at skiltet på havnen er en hån mod kunderne, når Royal Arctic Line skriver: We make it easy to do business with Greenland. (Vi gør det lettere at lave forretninger med Grønland, red.).

Sikkerhedshensyn

Kundeservicechef Ivalu Kleist, Royal Arctic Line oplyser til Sermitsiaq.AG, at det er af hensyn til sikkerheden, at man har valgt, at der ikke skal køre gaffeltrucks I det offentlige område på pladsen foran pakhuset.

- Godset skal fremover leveres på indlæsningsramperne i de afmærkede områder. Herved skaber vi en klar ansvarsfordeling for, hvornår godset er leveret til transport, oplyser Ivalu Kleiset.

Løsning kan købes

- Kunder der sender hele paller må derfor sikre, at disse indleveres på lastbiler, der kan tilgå og levere pallen på rampen. Royal Arctic Line kan tilbyde denne løsning til sædvanlige kørselspriser, ligesom mange andre transportører kan tilbyde denne service, oplyser kundeservicechefen.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit