Vittus: Disse mineprojekter tror vi på

Flere mineralprojekter har overstået selve efterforskningsdelen og arbejder henimod at få en udnyttelsestilladelse. Råstofdepartementet har lavet en vurdering af, hvilke mineprojekter der vil gå i gang 2022.

True North Gems Greenland, TNG, rubinmine, Qeqertarsuatsiaat

Grønland har i dag kun én aktiv mine – rubin- og lyserøde safirmine, der tilhører Greenland Ruby. Forventningen er imidlertid, at Hudsons Greenland fordobler antallet af miner – en anorthositmine – inden årets udgang.

Forventning

Mûte B. Egede, som tidligere har været naalakkersuisoq for råstoffer, har spurgt den nuværende naalakkersuisoq på området, Vittus Qujaukitsoq, hvor mange miner man kan forvente, der åbnes i valgperioden 2018 til 2022.

Råstofdepartementet understreger, at det er behæftet med stor usikkerhed at lave en sådan vurdering, da det vil afhænge af de forskellige selskabers evne til at rejse finansiering set i relation til prisudviklingen på de enkelte mineraler.

På trods af den usikkerhed har departementet valgt at kigge i krystalkuglen og givet IA’s Inatsisartut-medlem denne vurdering, hvor de anslår, at inden for fire år så vil to til tre af følgende projekter påbegynde anlægsfasen og/eller udnyttelsesfasen:

Her er favoritterne:

  • Hudson ResourcesA/S’ anorthositmine ved Søndre Stromfiord forventes at afslutte anlægsfasen og påbegynde udnyttelsesfasen i 2018.
  • IronbarkA/S’ zink- og blymine ved Citronen Fjord gennemførte mindre indledende anlægsaktiviteter i 2018. Anlægsaktiviteteme ved Citronen Fjord forventes at fortsætte i 2019.
  • London Mining Greenland A/S har en udnyttelsestilladelse til jernmalmsprojekt ved lsukasia, men er afventende mht. at påbegynde anlægsfasen.
  • Nalunaq A/S har en udnyttelsestilladelse til guldprojekt ved Napasorsuaq men fokuserer i øjeblikket på efterforskning.
  • Tanbreez Mining Greenland A/S sjældne jordarts- og zirconiumprojekt ved Narsaq Kangerluarsuk og Greenland Mineralsand Energy (Trading)A/S’ sjældne jordarts og uranprojekt ved Narsaq er efterforskningstilladelser uden omfattende efterforskningsaktiviteter. Selskaberne kan potentielt opnå udnyttelsestilladelser og påbegynde anlægsaktiviteter og evt. udnyttelsesaktiviteter i perioden 2018-2022. Greenland Minerals and Energy (Trading) A/S forventes snarligt at indlevere en udnyttelsesansøgning.
  • Dundas TitaniumA/S’ titaniumprojekt ved Moriusaq har igangværende efterforskningsaktiviteter, forventes snarligt at indlevere udnyttelsesansøgning og kan muligvis påbegynde anlægsaktiviteter og evt. udnyttelsesaktiviteter i perioden 2018-2022.

To strategier i høring

Det oplyses i øvrigt, at der vil blive udarbejdet to særskilte strategier: en for mineralområdet og en for olieområdet. Begge strategier ventes vedtaget primo 2019. Og Vittus Qujaukitsoq beroliger med, at de vil blive sendt i høring, så alle kan bidrage og komme med indsigelser.

Powered by Labrador CMS